JEDRZEJOW: Parlamentsformand for Sejmen – Szymon Holownia – har ikke uventet bekræftet at han stiller op til præsidentvalget.
Parlamentsformand for underhuset – Sejmen – Szymon Holownia – har onsdag meddelt, at han stiller op til præsidentvalget næste år.
– Jeg vil være en uafhængig kandidat og en uafhængig præsident – jeg vil være folkets præsident, ikke for et enkelt politisk parti, sagde han og understregede behovet for en løsningsorienteret præsident.
– Jeg vil ikke have nogen partiformand, der vil ringe til mig og sige: Du er præsident, og du er opstillet af og valgt for partiet, så gør det og det, sagde præsidentkandidaten med henvisning til den nuværende præsident Andrzej Duda, som parlamentsformanden mener adlyder partiformand Jaroslaw Kaczynski.
Parlamentsformand tredje bedste
Szymon Holownia har stiftet partiet PL 2050, og er i koalitionen Den Tredje Vej der en del af regeringens parlamentariske grundlag.
Holownia stillede også op til præsidentvalget ved det seneste valg i 2020, og han fik næsten 14 procent af stemmerne i første runde. Han kom på tredjepladsen – lige efter Andrzej Duda og Rafal Trzaskowski, der er borgmester i Warszawa. Holownia overhalede partiformand Krzysztof Bosak, den nuværende forsvarsminister og vicestatsminister Wladyslaw Kosiniak-Kamysz og formand for Europa-Parlamentets ligestillingsudvalg, Robert Biedron.
Modkandidater?
Det store oppositionsparti Lov og Retfærdighed (PiS) har endnu ikke udpeget deres præsidentkandidat, men partiformand Jaroslaw Kaczynski har lovet det sker inden månedens udgang. Det store regeringsparti Borgernes Platform (PO/KO) har udpeget to kandidater, der nu er ude i en urafstemning. Det er udenrigsminister og tidligere parlamentsformand Radoslaw Sikorski, og Warszawa borgmester Rafal Trzaskowski. Resultatet af urafstemningen offentliggøres den 7. december.
Støt et uafhængigt medie
Parlamentsformand eller ej. Du kan donere valgfrit beløb til polennu.dk via MOBILEPAY – 23435905 og få endnu flere nyheder fra Polen på dansk. Du kan også gøre det med et engangsbidrag på DKK 200,00 – DKK 500,00 eller DKK 1.000,00.