56 personer anholdt ved Uafhængighedsmarch

Anholdt Polen
Over 50 personer blev anholdt i forbindelse med Uafhængighedsmarchen i den polske hovedstad. Politiet i Warszawa fik assistance fra politikredse over hele landet til dagens march. Politiet overvågede situationen på stedet, og gennem kameraer der linkede til politihovedkvarteret. Foto: Warszawa Politi.

WARSZAWA: 56 personer er blevet anholdt, og mere end tusinde stykker fyrværkeri er beslaglagt i forbindelse med lørdagens Uafhængighedsmarch.


Den store Uafhængighedsmarch i Warszawa er slut. Fejringen af Polens 105-års fødselsdag og marchen, blev afsluttet med en koncert ved det nationale fodboldstadion. Hele Polen fejrer dagen, men Uafhængighedsmarchen i Warszawa er arrangeret af nationalister, og tiltrækker ofte ekstreme nationalister. Der er blevet brændt EU-flag og LGBT-flag af, men ikke i stort omfang, oplyser politiet.

Usikkerhed om deltagerantal

De lokale myndigheder i Warszawa og politiet oplyser, at cirka 40.000 deltog i Uafhængighedsmarchen. Det frie medie onet.pl skønner efter beregninger ud fra fotos, at antallet er mellem 70.000 – 90.000 deltagere.

Formanden for Uafhængighedsmarchen, Bartosz Malewski, sagde til de fremmødte:

– Vi siger det højt og bestemt: NEJ til Den Europæiske Union.

(Fortsættes under)

56 anholdt

Selv om politiet i hovedstaden oplyser, at der ikke har været mange alvorlige episoder, så var der klokken 18.30 anholdt 56 personer. Der er beslaglagt mere end 1.100 stykker fyrværkeri. Politiet har også fulgt med på de sociale medier og internettet, for at afsløre eventuelle hadforbrydelser.

Politiet havde indkaldt hjælp fra mange af dele af Polen, for at sikre ro og orden i hovedstaden. En talsmand for politiet siger, at blandt de mange anholdte var der også flere kriminelle, som i forvejen var eftersøgt.

– Det overrasker os fortsat, at eftersøgte mennesker optræder ved denne slags sammenkomster, siger en talsmand for politiet. Den største faretruende handling, var da en gruppe deltagere affyrede blus fra en bro og ned mod en tankstation. De blev alle anholdt øjeblikkeligt, oplyser politiet.

Topfolk fra Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) med Jaroslaw Kaczynski i spidsen, deltog ikke i marchen, men var i Krakow.

15 år med daglige nyheder. Støt polennu.dk – så vil vi være dig meget taknemlig. Du kan støtte os via Mobilepay 23435905 med valgfrit beløb – eller du kan vælge mellem DKK 200,00 – DKK 500,00 eller DKK 1.000,00 med kortbetaling.