Det bliver næppe lige så fredeligt omkring Kulturpaladset i Warszawa i dag, når der er “for og imod”-flygtninge demonstrationer, som da den årlige cykeldemonstration blev holdt i Warszawa tidligere på året. Foto: Maja Giannoccaro, polennu.dk.
WARSZAWA: Demonstrationer og andre aktioner for og imod flygtninge i Polen, vil præge weekenden i de største polske byer.
Hovedparten af politistyrkerne i den polske hovedstad, er formentlig kaldt ekstraordinært på arbejde i dag.
Må – må ikke
En varslet demonstration af højreorienterede nationalister, der ikke vil have flygtninge til Polen, blev i første omgang afvist af det lokale bystyre i Warszawa. Afvisningen skete af sikkerhedsmæssige grunde, da der i forvejen var varslet en demonstration, der hilser flygtninge velkommen i Polen. Men regionsformanden underkendte beslutningen, og har nu tilladt demonstrationen, der begynder klokken 16 lørdag.
Flere polske byer
På nøjagtig samme tidspunkt begynder demonstrationen der hilser flygtninge velkommen til Polen, og lignende demonstrationer for flygtninge gennemføres i Krakow, Poznan, Wroclaw, Gdansk, Bialystok og Szczecin. I flere polske byer er der iværksat indsamlinger af tøj og andre genstande til flygtningene.
Advarsel
Den amerikanske ambassade i Warszawa anbefaler sin borgere, at ”undgå områder hvor der er demonstration, og udvise stor forsigtighed, hvis man er i nærheden af eventuelle demonstrationer eller protester”.
Debat i parlamentet
Polens statsminister Ewa Kopacz har indkaldt til debat om flygtningesituationen på onsdag i det polske parlament. Mandag mødes EU’s justits- og indenrigsministrer for at finde en løsning. Emnet er meget ømtåleligt i Polen, og da der er valg i oktober, er den siddende regering presset i sagen, ligesom de også er bagud i meningsmålingerne.
Truer med møde
Nationernes stigende afvisning af at modtage flygtninge, har fået EU-præsident Donald Tusk til at true med at indkalde de europæiske ledere til hastetopmøde om situationen allerede i denne måned.