WARSZAWA: Byggeriet af Baltic Pipe forbindelsen er begyndt i havet omkring Bornholm. Det oplyser den polske gasnetoperatør Gaz-System.
Byggeriet af den dansk-polske rørforbindelse Baltic Pipe, er begyndt på og i havet omkring Bornholm. Den polske gasnetoperatør Gaz-System forventer at der svejses og nedlægges 275 kilometer rør på havbunden allerede i år. Kun uventede vejrforhold kan hindre den plan, oplyser det polske selskab.
Start ved Bornholm
– Efter fem års planlægning, design og udvælgelse af entreprenører er bygningen af den første offshore gasrørledning i den polske gasindustris historie netop gået i gang. Ved udgangen af i år planlægger vi at svejse og lægge 275 kilometer rørledning på den baltiske havbund, der forbinder kysterne i Polen og Danmark, siger Gaz-Systems administrerende direktør Tomasz Stępie.
Byggeriet af Baltic Pipe sker for at reducere den polske energiafhængighed af Rusland. Forbindelsen, der også omfatter mere end 200 kilometer gasrør på land på tværs af Danmark, skal stå færdig i oktober næste år. Forbindelsen får en kapacitet på 10 milliarder kubikmeter naturgas om året. Gassen kommer fra de norske oliefelter i Nordsøen. Herefter transporteres gassen på tværs af Danmark og ud ved havet omkring Bornholm til Polen.
Polen har aktuelt et årligt gasforbrug på cirka 17 milliarder kubikmeter, hvoraf halvdelen i dag importeres fra russiske Gazprom med en kontrakt, der udløber i 2022.