Den danske vinderkvartet. PR-foto.
WROCLAW: Polens største jazz konkurrence blev vundet af dansk kvartet under Wroclaw Jazz Festival.
Den 49. udgave af Wroclaw Jazz Festival fik en dansk kvartet på vinderpodiet, skriver jazzdanmark.dk.
Rekord præmie
Under festivalen blev der afholdt en åben konkurrence for musikere under 30 år, og vinderne af årets konkurrence blev Wosko/Licak Quartet feat. Carl Winther. Kvartetten, der spillede Carl Winthers kompositioner. Danskerne vandt udover æren 25.000 zloty. Det er den største pris der nogensinde er givet ved en europæisk jazz-konkurrence.
International besætning
Udover Carl Winther (piano), består kvartetten af musikere enten fra Danmark eller med en vis relation hertil. Polske Radek Wosko (trommer), bor for tiden i Odense, hvor han studerer ved Syddansk Musikkonservatorium. Tomas Licak (sax) er ligeledes fra Polen, men har studeret 5 år ved Syddansk Musikkonservatorium i Odense. Danske Martin Buhl (bas) bor og studerer til dagligt i Berlin.
Vigtig festival
Wroclaw Jazz Festival er Polens ældste jazz festival, og den har siden begyndelsen spillet en vigtig rolle på den polske musikscene, blandt andet ved den åbne jazzkonkurrence, hvor en lang række talenter har startet deres karriere, skriver jazzdanmark.dk.
Store navne
Festivalen har igennem årene præsenteret mange internationale topnavne som bl.a. Pat Metheny, Paco DeLucia, Al diMeola, Kenny Garrett, Dave Holland, Tooth Thielemans, Diana Krall, The Bad Plus, Lizz Wright and Patricia Barber.