VELUX fejrede sit 25-års jubilæum på Hotel Sheraton i Warszawa. Foto: VELUX.
WARSZAWA: Danske Velux er i dag Polens største producent og eksportør af vinduer. Virksomheden fejrede mandag sit 25 års jubilæum i Polen.
Hotel Sheraton i Warszawa dannede mandag rammen om festlighederne, da den danske producent af vinduer Velux fejrede virksomhedens 25-års jubilæum i Polen.
Hver fjerde medarbejder i Polen
Velux har i dag fire fabrikker i Polen og er landets største producent og eksportør af vinduer. I alt arbejder 3.500 medarbejdere for Velux i Polen, og det svarer til hver fjerde medarbejder, som Velux-gruppen har på verdensplan. Det fortalte Jacek Siwinski, der er Velux generaldirektør i Polen, under en jubilæums-konference, hvor også administrerende direktør for Velux A/S Jørgen Tang-Jensen deltog.
Sponsor for Håndbold EM i januar
Velux er et kendt navn i Polen som hovedsponsor for flere sportsbegivenheder.
I 2013 var virksomheden sponsor for EM i volleyball, der blev spillet i Danmark og Polen, og når Polen til januar bliver vært for EM i herrehåndbold, bliver det også med Velux som hovedsponsor.
Galla fest
Velux fejrede mandag sit jubilæum med en konference og en galla fest med deltagelse af virksomhedens samarbejdspartnere, repræsentanter fra medier og brancheorganisationer og borgmestre fra de kommuner, hvor Velux har fabrikker. Også Danmarks Ambassadør i Warszawa Steen Hommel og den tidligere kvindelige direktør for Velux i Polen Lidia Mikolajczyk-Gmur deltog.