DFDS køber de fleste af aktierne i Polferries

DFDS ventes at overtage Polferries, som i forvejen samarbejder om bl.a. terminalen i København. Foto: Martin Bager, polennu.dk.


WARSZAWA: DFDS ventes indenfor kort tid at købe 91 procent af aktierne i det statsejede Polferries, der i dag bl.a driver færgeruten mellem Danmark og Polen.


DFDS ventes at overtage hovedparten af aktierne i Polferries, der blandt andet driver færgeforbindelsen København – Swinoujscie, oplyser kilder overfor polennu.dk.

DFDS ville i dag hverken be- eller afkræfte rygterne, og heller ikke hos Polferries i Kolobrzeg har det været muligt at få en kommentar.

Slutspurt i sidste uge

Den polske netavis forsal.pl, kunne allerede i sidste uge citerer en talsmand fra det polske finansministerium for at forhandlingerne fandt sted.

– DFDS er gået videre til den næste fase i privatiseringen af Polferries, og de er nu i gang med en omfattende gennemgang af rederiet for at give et endeligt bindende tilbud, sagde talsmanden Maciej Wewiora.

Flere interesserede

Den polske regering har fået flere bud, men valgte i sidste uge at indlede realitets-forhandlinger med DFDS. To andre tilbudsgivere blev sorteret fra.

– Vi vil ikke offentliggøre navnene på de øvrige investorer. Men jeg kan sige, at de begge er meget seriøse aktører. Og vi vil invitere dem igen, hvis forhandlingerne med DFDS ikke fører til noget, sagde talsmanden Maciej Wewiora i sidste uge.

91 procent

Privatiseringen af Polferries betyder, at 91,64 procent af aktierne overtages af DFDS, mens den polske stat beholder de resterende. DFDS aktierne har en nominel værdi 95 millioner zloty.

Polferries havde sidste år 1 million passagerer I Østersøen og 300.000 lastbiler.

Kender hinanden

Det er ikke nyt for DFDS og Polferries at arbejde sammen. De to rederier har i flere omgang haft strategisk samarbejde, og har i dag et omfattende terminalsamarbejde, bl.a. i Danmark.

DFDS forsøgte i 2003, et år før Polens optagelse i EU, at bide sig ind på det polske marked med en færgeforbindelse mellem København og Gdansk. Efter kort tids drift blev færgen solgt til et andet formål.

Polferries danske agent er Vindrose Rejser.