Donald Tusk overvejer at stille op til præsidentvalg

    donald_tusk_gdansk_jens_moerch_polennu

    EU-præsident Donald Tusk – der skal være morfar for første gang – overvejer at stille op som præsident i Polen i 2020, siger kilder tæt på den tidligere polske statsminister. Hovedpersoner selv benægter ikke uventet. Foto: Jens Mørch, polennu.dk.


    WARSZAWA: Flere kilder i inderkredsen omkring EU-præsident Donald Tusk siger, at han overvejer at stille op til præsidentvalget i 2020.


    Det første polske netmedie Wirtualna Polska skriver, at to uafhængige kilder omkring Donald Tusk nu siger, at den tidligere polske statsminister overvejer at stille op som præsident i Polen til valget i 2020.

    Ikke PO-formand

    Men Donald Tusk skulle – ifølge de samme kilder – kræve, at det ikke bliver Borgernes Platforms (PO) formand og tidligere udenrigsminister Grzegorz Schetyna der bliver statsminister, hvis det lykkedes at bryde Lov og Retfærdighedspartiets flertal til næste års parlamentsvalg. Det er meget sandsynligt at det sker, da PiS-regeringen fik flertal ved valget for tre år siden med bare 37,5 procent af stemmerne. 18,5 procent gik tabt under oppositionspartiernes og listernes spærregrænser, og den polske forfatning favorisere tillige de store partier.

    Bondepartiets formand som statsminister

    Donald Tusk peger – ifølge wp.pl – i stedet for på lederen af Det Polske Bondeparti (PSL), Wladyslaw Kosiniak Kamysz. Det er en kendt sag, at Donald Tusk ikke bryder sig om PO-formanden. Tusk har heller ikke været imponeret af Schetynas indsats, siden Tusk selv forlod posten som statsminister og PO-formand for at blive den første EU-præsident. Andre iagttagere mener, at udtalelsen kommer nu, da PSL-formanden er under internt pres.

    Hvis Kaczynski stiller op

    Donald Tusk afviser onsdag, at han vil stille op til præsidentvalget. Selv om han har planer om det, vil det være dårlig timing at meddele det nu. Han har dog tidligere gjort det klart, at hvis modkandidaten skulle hedde Jaroslaw Kaczynski i 2020, så vil Tusk stille op. Han afviser også rygterne om, at han skulle have forlangt at PSL-formanden skal være statsminister efter næste valg.

    Præsidentvalg i 2005

    I 2005 var Donald Tusk præsidentkandidat og var oppe imod afdøde Lech Kaczynski. Efter første valgrunde vandt Donald Tusk klart, men i løbet af de to uger inden den anden valgrunde, fik Kaczynski brødrene igangsat et falsk rygte om at Tusks far var aktiv på tysk side under Anden Verdenskrig. Det betød at Donald Tusk tabte, og han blev først renset for anklagerne efter valget. Men da var Lech Kaczynski indsat som præsident.

    Tusk er på vej

    Alt peger på at Donald Tusk vil gøre et nyt forsøg i 2020, året efter at hans aftaleperiode som den første EU- præsident udløber, og det bekræftes også af andre kilder overfor polennu.dk.