Elsket og populær polsk sangerinde er død

    Violetta_Villas_i_Kolobrzeg_i_2006_Polen_polennu

    Violetta Villas under et besøg i Kolobrzeg i 2006. Violettas karakteristiske sensuelle stemme og hendes udseende vakte opsigt i det kommunistiske og grå Polen. Arkivfoto.


    WROCLAW: Den polske sangerinde Violetta Villas er død, 73 år gammel.


    Den polske sangerinde Violetta Villas døde mandag i sit hjem i Lewin Klodzki i det sydvestlige Polen.

    Datter af kulminearbejder

    Violetta Villas (egl. Czeslawa Cieslak) blev født i 1938 i Liège i Belgien i en polsk kulminefamilie. I 1946 flyttede hun med sine forældre og tre søskende til Lewin Klodzki, en lille by i Region Dolnoslaski.

    Smuk stemme

    Violetta Villas var meget musikalsk, havde en smuk stemme (sopran), spillede på flere instrumenter. Hun blev spået en stor operakarriere, men hun er mest kendt for sange i den mere populære genre.

    Opsigt under kommunismen

    Violetta Villas’ karakteristiske sensuelle stemme, hendes udseende og excentriske livsstil vakte meget opsigt i det kommunistiske og triste Polen, og hun blev kritiseret for sine divanykker.

    Frank Sinatra og Charles Aznavour

    Violetta Villas har også gjort international karriere. I 1960’erne optrådte hun i Paris og i Las Vegas hvor hun sang sammen med bl.a. Frank Sinatra og Charles Aznavour. Gennem 1970’erne og 1980’erne var hun flere gange på verdensturnéer og sang bl.a. i USA, Japan, Australien, Sverige og Storbritannien.

    Med hunde og katte

    Sidst i 1990’erne trak hun sig tilbage og optrådte kun sjældent offentligt. Hun levede et stille liv omgivet af sine hunde og katte.