EU: Ingen penge til lande uden uafhængige domstole

vera_jourova_eu

BRUXELLES: EU-næstformand Vera Jourova siger, at Polen ikke bliver smidt ud af EU, men at pengene der afsættes i den nye budgetperiode fra 2021 til 2027, kun gives til medlemslande der har uafhængige domstole.


EU-kommissær og næstformand i kommissionen, Vera Jourova siger, at det er en overdrivelse at tale om et EU uden Polen. Til gengæld er det helt sikkert, at de EU-midler der afsættes i den nye budgetperiode, kun gives til lande der har uafhængige domstole, siger Jourova til det tyske Der Spigel med adresse til Polen.

EU-kommissæren besøgte Polen i sidste uge, og sagde efter besøget, at det som den polske ledelse gennemfører, ikke er reformer, men derimod en klar destruktion af det polske retssystem.

– De såkaldte reformer får konsekvenser, også langt større end mange forestiller sig i øjeblikket, siger hun til Der Spiegel.

Dagbøder på vej

EU-kommissionen har bedt EU-domstolen om at få stoppet de nye polske reformer af retssystemet, og efter at et notat er blevet lækket, ser det nu ud til at den polske Kaczynski-regering får dagbøder på over 2 millioner euro, indtil de nye reformer tages af bordet.

I denne måned forhandler EU stats- og regeringschefer om det nye EU-budget for perioder 2021 – 2027. Midlerne herfra – blandt andet til den grønne omstilling af EU – er betinget af, at modtagerlandene har uafhængige domstole, der kan afgøre tvister.

Slut med penge fra 2021

Hvis Polens ledelse ikke ændrer lovene om domstolene, er det ifølge EU-kommissionen slut med at modtage EU-pengene allerede fra næste år. Vera Jourova siger, at det er opbakning blandt de lande, der betaler mest til det europæiske fællesskab.