Smolensk filmen er en propagandafilm for en konspirationsteori om flyulykken i Smolensk den 10. april 2010, der kostede Polens daværende præsident Lech Kaczynski og 95 andre polakker livet. Arkivfoto.
WARSZAWA: Smolensk-filmen, der bygger på konspirationsteorier om flyulykken der kostede Polens præsident livet, er indstillet til 17 priser.
Smolensk filmen, der vakte stort postyr da den havde premiere sidste år, er nu nomineret i hele 17 kategorier på en filmfestival. Men vel at mærke på en festival for de værste polske film.
LÆS OGSÅ
polennu.dk: Berlin biograf aflyser Smolensk film
Værste film siden 2012
Siden 2012 har tre anerkendte polske filmanmeldere Kamil Smialkowski, Krzysztof og Konrad Wągrowski hvert år stået bag kåringen af de værste polske film. De har nedsat en jury der består af filmelskere og anmeldere, som finder frem til de værste polske film og uddeler statuetter til prisvinderne. Gallaen er hvert år den 1. april, om end historien her ikke er en aprilsnar.
Mange kategorier
I kategorien ”Mest pinlige scene” er der hele fire scener fra Smolensk filmen der er nomineret. Derudover er filmen nomineret i kategorierne: Værste skuespiller for Jerzy Zelniks indsats og i Værste skuespillerinde for hovedpersonen Beata Fidos indsats. Filmens instruktør Antoni Krauze er også nomineret til at være den dårligste instruktør i Polen 2016, ligesom filmen i sin helhed er nomineret til titlen som Polens dårligste film. Filmen er også nomineret i kategorien: Pinligste film om vigtigt emne.
Klar føring
I alt er det blevet til 17 nomineringer om end kun nogle er nævnt. På andenpladsen i antallet af nomineringer i år er filmen History Roja, der er nomineret i 8 kategorier.
Rekorden for antallet af dårlige statuetter er fra 2013, da filmen Kac Wawa fik hele syv af slagsen. Om Smolensk filmen stikker rekorden vil blive afsløret 1. april, men den har gode chancer.