Flere fly til sommer mellem Billund og Gdansk

    wizz_air_billund_gdansk_legoland_martin_bager
    Det første Wizz Air fly er i dag lettet fra Billund Internationale Lufthavn til Lech Walesa lufthavnen i Gdansk. Ruten til Krakow er åbnet, og senere i juli genåbner selskabet også ruten til Warszawa. Arkivfoto.

    Fra denne sommer øges antallet af ugentlige flyvninger mellem Billund/Legoland og Gdansk med Wizz Air. Foto: Martin Bager, polennu.dk.


    BILLUND: Polens største lavprisflyselskab Wizz Air øger kapaciteten mellem Vestdanmark og Gdansk med en ugentlig dobbeltafgang.


    I juni 2015 etablerede Wizz Air en rute mellem Billund/Legoland og Gdansk. Ruten er kommet så godt fra start, at selskabet nu bare to år efter udvider med yderligere en ugentlig dobbelt afgang. Det oplyser Billund Lufthavn.

    I dag er der afgang til Lech Walesa Airport i Gdansk fra Billund onsdag og søndag, og fra april ændres rejsedagene til tirsdag og lørdag.

    Tre gange om ugen

    Den 22. juni indsættes endnu en maskine, så man kan flyve fra Billund til Gdansk hver tirsdag, torsdag og lørdag.

    – Ruten til Gdansk er en stor succes for Wizz Air og for Billund Lufthavn, og det er baggrunden for at kapaciteten nu øges med 50 procent, siger marketingchef Jesper Klausholm til polennu.dk. Det var ham der fik Wizz Air til Vestdanmark i 2015, og siden er det gået stærkt i samarbejdet mellem Wizz Air og Billund Lufthavn.

    Wizz Air flyver i dag fra Billund/Legoland til Bukarest, Cluj-Napoca, Gdansk, Tuzla, Vilnius (pt. Kaunas) og snart også til den polske hovedstad.

    Warszawa forbindelse i marts

    – Interessen for Gdansk har været meget stor, og jeg tror interessen for Polen i Danmark er stigende, ligesom vi ved at interessen for Danmark i Polen er meget stor i øjeblikket, siger marketingchefen.

    – Derfor er jeg også glad for at vi fra marts også kan tilbyde en direkte rute til Polens hovedstad Warszawa med to ugentlige afgange, siger Jesper Klausholm.

    Rekord lufthavne

    Billund Lufthavn satte fornyelig passagerer rekord med 3 millioner rejsende, ligesom Lech Walesa lufthavnen i Gdansk nogenlunde på samme tid havde rekord med 4 millioner gæster på et år.

    LÆS OGSÅ
    polennu.dk: Ny flyforbindelse mellem Billund og Warszawa

    Den nye rute mellem Warszawa International Chopin Airport og Billund/Legoland åbner den 27. marts.

    SE AFGANGE
    Eksternt link: Wizz Air