Flertal for at udsætte valget af præsident i to år

Jaroslaw Gowin, vicestatsminister, har foreslået at det polske præsidentvalg, som skulle være holdt den 10. maj 2020, bliver udsat i to år. Men det kræver en forfatningsændring, som der næppe er flertal for. Foto: TVP.

WARSZAWA: Polens regeringsparti kan ikke få flertal for at holde præsidentvalg den 10. maj, men bakker nu op om et forslag til en forfatningsændring, der kan sikre præsidenten yderligere to år ved magten.


Jaroslaw Gowin, der er uddannelses- og vicestatsminister, ville ikke stemme for at gennemføre præsidentvalget den 10. maj, som regeringspartiet ellers gerne ville trods corona-krise og manglede valgkamp. Han repræsenterer en gruppering i regeringspartiet, der tæller 19 medlemmer i parlamentet. Flere af dem er ministre.

Kræver forfatningsændring

Nu vil han i stedet, gennem en forfatningsmæssig ændring, udsætte valget i to år, så den siddende præsident Andrzej Duda kan fortsætte frem til 2022, uden mulighed for genvalg.

– Et sikkert valg kan først finde sted om to år, men det kræver en ændring af den polske forfatning, sagde Gowin på et pressemøde fredag eftermiddag.

Når vi kommer dertil, vil jeg gerne appellere til at alle medlemmer af parlamentet støtter den ide, sagde Gowin på mødet.

Regering bakker op trods tvister

Og det gør hele regeringskoalition, siger en talskvinde fra Lov og Retfærdighedspartiet (PiS). Men selv om regeringspartiet har flertal i parlamentet med sine 43 procent, så skal der 2/3 flertal til, for at ændre i forfatningen, og det samme i overhuset, hvor den polske opposition har flertallet.

Oppositionen siger nej tak

Og ud fra kommentarerne på de sociale medier, er der ingen tvivl om at oppositionspartierne synes, at det er en rigtig dårlig ide.

Fra partiet Venstre hedder det: Hvorfor skal vi ændre forfatningen for at beholde en præsident, der gentagne gange selv har brudt forfatningen, i yderligere to år?

Dramaet i polsk politik fortsætter på uformindsket styrke. Der er møde i Sejmen igen tirsdag.