Flest polakker foretrækker Donald Tusk som præsident

    Premierminister Donald Tusk er polakkernes foretrukne, når der næste år skal vælges ny præsident i Polen. Arkivfoto.


    WARSZAWA: Hvis der skulle vælges ny præsident i Polen nu, ville Donald Tusk blive en klar vinder. Han har større opbakning end den nuværende præsident.


    En ny meningsmåling, gennemført af GfK Polonia i slutningen af november, viser en klar opbakning til regeringslederen Donald Tusk som ny præsident i Polen. Han vil vinde både først og anden runde stort, skriver dagbladet Rzeczpospolita.

    Der er valg til præsidentposten næste år i Polen.

    Første valgrunde

    Tæt på hver tredje polak, 30 procent, ville i en første valgrunde stemme på Donald Tusk. Den nuværende præsident, Lech Kaczynski, ville kun kunne mønstre 17 procent af polakkerne.

    Stærk nummer 3

    Venstrefløjens kandidat til præsidentembedet, Wlodzimierz Cimoszewicz, ville opnå en placering som nummer tre med 14 procent. Kandidaten Andrzej Olechowski ville få 5 procent, Andrzej Lepper 3 procent og Waldemar Pawlak 2 procent i en første valgrunde, viser den nye meningsmåling.

    Anden valgrunde

    I Polen er der altid to valgrunder til præsidentvalget. I anden runde er der kun to kandidater at vælge imellem. På baggrund af første runde ville regeringschefen og præsidenten være vindere.

    Klart forspring

    Ifølge meningsmålingen ville Donald Tusk få opbakning fra 50 procent af polakkerne, mens den nuværende præsident Lech Kaczynski kun ville opnå støtte fra 29 procent.

    Polen vælger først præsident næste år, og meget kan stadig nå at ændre sig i polsk politik inden.