WARSZAWA: Det nationale polske flyselskab LOT (Polish Airlines) genåbner ruten mellem Vestdanmark og den polske hovedstad i marts måned.
Det nationale polske flyselskab LOT (Polish Airlines) har torsdag lanceret den nye sommer flyplan. Den betyder blandt andet langt flere afgange fra København til Warszawa, men det betyder også en genåbning af ruten mellem den polske hovedstad og Billund Lufthavn, der er Danmarks største lufthavn efter København. Og beskeden har da også vakt glæde i Billund Lufthavn. Marketingchef Jesper Klausholm siger til polennu.dk.
Glæde i Billund Lufthavn
– Corona, rejserestriktioner og karantæne regler har gjort 2020 til et svært år for rejsebranchen, og vi er alle begyndt at kigge mod 2021 hvor en vaccine og nye rejse-retningslinjer forhåbentligt vil åbne verden op igen.
– Derfor er det også fantastisk at LOT genåbner den vigtige forbindelse mellem Warszawa og Vestdanmark – vi glæder os meget til gensynet, siger Jesper Klausholm.
Flere afgange
Udover genåbning af Billund-Warszawa ruten og de flere afgange fra København, så har LOT også øget antallet af flyvninger til flere andre byer i Norden. I sommerprogrammet har LOT desuden oprettet forbindelser til 20 feriedestinationer, man kan komme til via Warszawa.
Første afgang fra Billund Lufthavn til Chopin Airport i Warszawa bliver søndag den 28. marts kl. 19.40.
Billetsalget til sommerens afgange med LOT er åbent.