Før EU ministermøde: Stop checken til Polen

EU-ordfører Anne Valentina Berthelsen (SF) rev et stykke papir over til Europaudvalgets møde, som en visualisering af at EU bør rive checken til Polen over. Privatfoto/Facebook.

KØBENHAVN: EU-regeringerne skal atter afhøre Polen på et ministerrådsmøde i Bruxelles. Tålmodigheden med landet er på bristepunktet i det danske europaudvalg.


EU: På europaministrenes rådsmøde den 22. februar gennemføres den femte retsstatshøring af Polen, hvor udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og de øvrige ministre kan stille kritiske spørgsmål til deres polske kollega.

Her vil fokus være på den polske forfatningsdomstol afgørelser fra  af 14. juli 2021 og 7. oktober 2021 om, at visse grundlæggende bestemmelser i EU-traktaten, herunder adgang til domstolsprøvelse og effektiv retsbeskyttelse, ikke er forenelige med den polske forfatning.

EU i ny sag

Det har ført til, at EU-kommissionen den 22. december 2021 indledte en ny traktatkrænkelsessag mod Polen.

– Situationen er desværre ikke forbedret siden december. Den polske regerings retsreformer underminerer fortsat retssystemets uafhængighed. Polske dommere risikerer at blive straffet for indholdet af deres domme. Det er svært at forestille sig et ret meget mere direkte brud på princippet om uafhængige domstole, erklærede Jeppe Kofod i europaudvalget 11. februar. Han tilføjede, at Polen heller ikke efterlever EU-domstolens afgørelser fra juli sidste år.

Den danske udenrigsminister ser dog et lille lyspunkt i et lovforslag, som præsident Andrzej Duda har bebudet angående det såkaldte disciplinærkammer.

Kræver hårdere sanktioner

EU-ordfører Anne Valentina Berthelsen (SF) efterlyste hårdere sanktioner over for Polens retsstatsbrud. Hun lod ord følge handling med itu rivning af et papir.

– Det er lang tid siden, at man har igangsat artikel 7-proceduren. Nu er det tilfældigvis sådan, at der en stor check er på vej til Polen fra genopretningsfonden. Hvis der er noget, jeg ville elske at se, så var det udenrigsministeren, der gjorde sådan her (et blankt A5-papir rives over) med den check, sagde Anne V. Berthelsen.

Anne V. Berthelsen visualiserer, hvad EU bør gøre med pengene til Polen. (Skærmdump: Folketingets europaudvalg)

– Så ville jeg med rette kunne blive beskyldt for at være magtfuldkommen, værgede Jeppe Kofod for sig med et forlegent smil over SF’s stunt.

Hans diplomatiske alvor blev hurtigt genfundet.

-Der bør være en stærk sammenhæng mellem efterlevelse af retsstatsprincipper og adgang til EU-midler. Jeg synes grundlæggende ikke, at vi skal betale til nogen, der ikke lever op til deres forpligtelser. Det er ikke et mål i sig selv at smække kassen i. Vores formål er at rette op på forholdene i Polen, svarede Jeppe Kofod.

LINK: Folketingets Europaudvalg 

EU-dom 16. februar

Polen og Ungarn har lagt sag an ved EU-domstolen for at få kendt retsstatsmekanismen (budgetmekanismen) ugyldig. Dommen i sagerne C-156/21 og C-157/21 afsiges 16. februar.

Støt polennu.dk og få flere nyheder fra Polen på dansk. Vælg mellem DKK 200,00 – DKK 500,00 – DKK 1.000,00. På forhånd tak.