KIEV: Mindst 90 hvide lastvogne fra den russiske nødhjælpskonvoj, har passeret grænsen til Ukraine uden tilladelse fra Ukraine eller Røde Kors.
– Vi betragter dette som en direkte invasion fra Rusland i Ukraine, siger Ukraines statssikkerhedschef, Valentyn Nalivaychenko, på et pressemøde ifølge Reuters.
Han tilføjer, at ukrainerne ikke har til hensigt at angribe konvojen, da man ikke vil »provokere« Rusland.
Ingen anmodning
Militærtalsmand Andriy Lysenko oplyser, at russerne ikke har anmodet om nogen form for tilladelse til at rulle ind over grænsen.
– De er kørt ind i Ukraine uden tillade fra nogen og uden deltagelse af hverken det Internationale Røde Kors eller ukrainske grænsevagter, siger Lysenko ifølge Reuters.
Tomme lastbiler
Konvojen med i alt 280 hvide lastbiler med nødhjælp, har i mange dage ventet ved den ukrainske grænse. Øjenvidner og journalister fortæller, at kun hver tredje af lastbiler indeholdt nødhjælp, resten var tomme.
I morges meddelte de russiske myndigheder, at 20 lastbiler havde krydset grænsen. Polennu.dk følger udviklingen.