Polens justitsminister Marek Biernacki fremlagde sin kritik af anklagemyndighedens fremfærd mod ugebladet Wprost på et pressemøde fredag eftermiddag.Foto: Youtube.com.
WARSZAWA: Polens justitsminister kaldte ransagningen af ugebladet Wprost uprofessionel efter officiel undersøgelse af aktionen.
– Aktionen mod redaktionen af ugebladet blev gennemført uden forberedelse. Det sagde Polens justitsminister Marek Biernacki under sit pressemøde fredag eftermiddag, hvor han fremlagde resultatet af den undersøgelse, som statsminister Donald Tusk satte i gang torsdag efter omfattende kritik af aktionen.
Uprofessionel og ubesindig
Ifølge minister Biernacki var aktionen både uprofessionel og ubesindig. Blandt andet blev aktionen udført onsdag aften lige før en helligdag og en forlænget weekend i Polen, hvilket gjorde det umuligt at få bevismateriale for en dommer før mandag, hvis der opstod tvivl, om anklagemyndigheden havde ret til at få det udleveret.
Ignorerede pressens rettigheder
Justitsministeren udtalte også kritik af, at anklagemyndighedens aktion ignorerede de standarder, der er for informationer, som journalister er i besiddelse af i demokratiske lande, der kan være omfattet af hensynet til kildebeskyttelsen.
Betjentene fra Polens interne sikkerhedstjeneste, der gennemførte ransagningen på ugebladet Wprost onsdag aften, forsøgte blandt andet at fravriste chefredaktøren hans laptop og at kopiere dokumenter fra computere på redaktionen.
Anklagemyndigheden afviser
Anklagemyndigheden i Warszawa-Praga afviste fredag, at aktionen havde været som beskrevet i justitsministeriets undersøgelse og varslede, at den vil offentliggøre de optagelser, som myndigheden selv lavede af aktionen i næste uge.
Hemmelig aflytning
Hele sagen begyndte i weekenden, hvor det polske ugeblad Wprost offentliggjorde et fragment af hemmelige lydoptagelser af et møde sidste sommer mellem Polens nationalbankdirektør Marek Belka og Polens indenrigsminister Bartlomiej Sienkiewicz, der tilsyneladende forhandlede om den daværende finansministers afgang til gengæld for økonomisk bistand til regeringen op til næste valg.
Efter offentliggørelsen har både Polens statsminister og indenrigsminister erklæret det af største vigtighed at få afsløret, hvem der står bag den ulovlige lydoptagelse.
Værste krise for Tusk-regering
Sagen har i løbet af den seneste uge udviklet sig til den værste krise for Donald Tusks regering, der har siddet ved magten siden 2007.
Statsminister Donald Tusk udtalte selv torsdag, at en mulig udgang på krisen kan være et hurtigt nyvalg til parlamentet eller indenrigsministerens afgang.
Lydoptagelser offentliggjort
Ugebladet Wprost nægtede under ransagningen onsdag aften at udlevere deres materiale til anklagemyndigheden af hensyn til beskyttelsen af deres kilder, men bladet valgte selv torsdag aften at offentliggøre hele den to timer lange samtale mellem indenrigsministeren og nationalbankdirektøren.