Der bliver valg til Europa-Parlamentet den 26. maj i Polen. Foto: Martin Bager, polennu.dk.
WARSZAWA: Det polske valg til Europa-Parlamentet holdes den 25. maj, meddeler Polens valg-komite. Siden seneste valg er der indført kønskvotering på de opstillede lister.
Det næste valg til Europa-Parlamentet afholdes mellem den 22. maj og den 25. maj i alle EU-landene. I Polen skal vælgerne til stemmeurnerne den 25. maj mellem kl 7 og 21 meddelte Kazimierz Czaplicki fra Polens valg-komite på et pressemøde tirsdag.
Valget vil indeholde en række ændringer siden sidste Europa-Parlamentsvalg i 2009, da Lissabon-traktaten er trådt i kraft i mellemtiden, og da Polen har fået en ny valg-lov i 2010.
35 procent af begge køn
Polens nye valg-lov fra 2010 indførte blandt andet en regel om, at alle parti-lister skal indeholde minimum 35 procent opstillede mænd og minimum 35 procent opstillede kvinder for at kunne godkendes som en gyldig opstillings-liste.
Valg-loven blev enstemmigt vedtaget i december 2010 og reglerne var gældende ved sidste parlamentsvalg i Polen i november 2011.
Et ekstra medlem
Polakkerne skal i maj vælge 51 medlemmer af Europa-Parlamentet. Det er et medlem mere end ved sidste valg til Europa-Parlamentet, hvor polakkerne valgte 50 parlamentarikere. Det ekstra mandat har Polen fået gennem Lissabon-traktaten, der trådte i kraft i december 2009.
13 valgkredse
Ligesom ved sidste Europa-Parlamentsvalg vil polakkerne gå til valg i 13 valgkredse. Fordelingen af antallet af mandater mellem kredsene er ikke bestemt på forhånd, men vil først blive fastlagt af valg-komiteen, efter stemmeafgivelsen er afsluttet.
Den polske præsident vil som officielt ansvarlig for valget til Europa-Parlamentet bekendtgøre valgdatoen senest 90 dage før, det vil sige 24. februar.