Landingsbane ved ny lavprislufthavn bygges igen

    Landingsbane_ved_ny_lavprislufthavn_bygges_en_gang_til

    Start og landingsbanerne ved den nye Modlin lufthavn står tomme. Mandag begynder reparationsarbejdet på de nye baner, og lufthavnen er klar til flyvninger igen den 31. maj, oplyser ledelsen. Foto: Modlin.


    WARSZAWA: Arbejdet med banerne ved den nye Modlin Lufthavn, der åbnede i juni og blev lukket af myndighederne i december, genoptages.


    Det udløste stort rejsekaos op til jul, da myndighederne valgte at lukke den nyåbnede Modlin lavprislufthavn i udkanten af Warszawa. Det var revner i landingsbanen, der fik myndighederne til at udstede start- og landingsforbud, og al planlagt trafik til og fra Modlin, blev flyttet til den internationale Chopin lufthavn.

    Og sådan har det været siden.

    Godkendt plan

    Men fredag godkendte myndighederne den reparationsplan, der skal gøre lufthavnen sikker, og det oplyses fra entreprenøren, at arbejdet begynder på mandag.

    Det er hovedentreprenøren, der skal betale for arbejdet.

    Klar 31. maj

    – Den plan vi har lavet for reparationen, betyder at lufthavnen igen er klar med fuld driftskapacitet senest den 31. maj, skriver lufthavnens bestyrelse i en erklæring, der blev læst op i polsk radio.

    – Tidsplanen er accepteret af eksperter inden for betonteknologi, og af hovedentreprenøren, hedder det endvidere i meddelelsen.

    Tidligst i juni

    Lavprisselskabet Ryanair, der samme med Wizz Air kommer med hovedparten af trafikken til lufthavnen, har meddelt, at de tidligst genoptager flyvninger til Modlin den 30. juni.

    Modlin lufthavnen åbnede i december med henblik på lavprisselskaber, for at konkurrere med den internationale Chopin lufthavn, der ligger tættere på Warszawas centrum.