Lønningerne er steget med over ti procent

Lønningerne er steget mere end inflationen for første gang i et år, viser den seneste opgørelse fra Polens Statistik (GUS). Foto: Jens Mørch, polennu.dk.

WARSZAWA: Lønningerne er steget med over ti procent siden juni måned sidste år, viser nye tal fra Polens Statistik (GUS).


Lønningerne er steget i Polen med over ti procent, viser nye tal for juni fra Polens Statistik (GUS).

Gennemsnitslønnen var i juni i år 11,9 procent højere end i 2022. Den gennemsnitlige løn i Polen var på 7.335,20 zloty brutto.

Lønningerne overhaler inflationen

Da inflationen i landet er på 11,5 procent, er det første gang siden juli 2022, at lønningerne er steget mere end inflationen, oplyser analytikere fra den polske storbank Pekao. Så for første gang i et år, er reallønnen steget i Polen. Andre økonomer advarer om, at de store lønstigningerne kan give store problemer på længere sigt.

Gennemsnitslønnen var i maj 2023 på 7.181,67 zloty brutto. Den gang var lønningerne steget med 12,2 procent, mens inflationen lå på 13 procent. Juni blev et vendepunkt.

Ikke alle er talt med

Tallene fra GUS omfatter alene arbejdspladser med mere end 9 ansatte. Af samme grund er antallet af beskæftigede kun opgjort i juni til 6,512.800 millioner, selv om der bor næsten 40 millioner borgere i Polen.

Vi synes det er fint, at lønningerne stiger i Polen. Men det får os ikke til at ændre vores holdning til en betalingsmur rundt om polennu.dk – vi vil nemlig gerne udbrede kendskabet til Polen i Danmark så meget som muligt.

Hvis du også vil det – så kan du hjælpe os med den opgave, ved at støtte os økonomisk, så vi kan undgå en betalingsmur.

Du kan gøre det med et engangsbidrag på DKK 200,00 – DKK 500,00 eller DKK 1.000,00. Du kan også vælge et fast månedligt beløb – læs mere her.