Lublin ligger ved floden Bystrzyca på en højslette og er den største by øst for floden Wisla med cirka 351.800 indbyggere. Byen regnes for at være en af Polens ældste, og de første bosættelser kom til området i 500-tallet. Byen har med sin centrale placering mellem øst og vest været en vigtig handelsby siden Middelalderen.
Lublin har i to omgang været Polens hovedstad. Første gang i november 1918, kortvarigt, da en midlertidig regering mødtes i byen, og anden gang i et halvt år, da Lublin blev hovedstad for de befriede områder efter Anden Verdenskrig – også kaldet Lublin-regeringen.
I dag er Lublin en hastigt voksende industriby med udgangspunkt i landbruget, som har stor succes, bl.a. fordi jorden er meget frugtbar.
Lublin ligger på grænsen mellem Vest- og Østeuropa og har gennem tiden spillet en vigtigt kulturel rolle. I århundreder var byen et centrum for handel og diplomatisk aktivitet. I dag er Lublin et mødested for kunstnere, videnskabsfolk, studerende og forretningsfolk.
Byens hovedstrøg
Lublins hovedstrøg, Krakowskie Przedmiescie, er det foretrukne sted for socialt samvær og underholdning både for byens borgere og turister. Der er mange kaffebarer, kunstneriske kældercaféer og restauranter at vælge imellem. Du finder også den berømte slikbutik Semadeni, der har eksisteret i over 160 år. Lige i nærheden, på Lokietekpladsen, ligger Det nye Rådhus, som er sæde for de lokale myndigheder. På rådhustårnets balkon kan man hver dag ved middagstid se trompetisten, der spiller byens melodi på signalhorn.
Litewskipladsen fortæller den moderne bys historie. I begyndelsen af det 19. århundrede fungerede pladsen som paradeplads for hæren, og i dag fejres de nationale og religiøse helligdage her. Tre monumenter pladsen hylder historiske begivenheder og personer: Grundloven af 3. maj, marshal Jozef Pilsudski, og Den ukendte soldats Grav. I nabolaget ligger aristokratiske paladser og mange smukke palæer fra begyndelsen af det 20. århundrede, samt de to historiske hoteller: “Europa” og “Lublinianka“.