SZCZECIN: Danmarks statsminister Mette Frederiksen besøger NATO-hovedkvarter i Polen på vej til uformelt krisemøde i EU.
Danmarks statsminister Mette Frederiksen er i Polen. Torsdag eftermiddag besøger regeringschefen den dansk-tysk-polske militærbase, der også er NATO-hovedkvarteret for Multinational Corps North East (MNC-NE) i Polen. Efter samtaler med danskere på basen, fortsætter den danske statsminister til uformelt topmøde i EU. Emnet for mødet er Ruslands krig i Ukraine.
Mette Frederiksen:
– Sammenholdet i NATO er stærkt. Europa står sammen om at hjælpe Ukraine og det ukrainske folk. Putin skal mærke, at den russiske invasion er helt uacceptabel, og vi skal støtte ukrainerne, alt det vi kan i deres kamp for frihed og selvstændighed. Samtidig skal vi aktivt bidrage til sikkerheden i Europa og vores nærområde, og jeg ser frem til at møde de danske soldater, der hver dag er med til at sikre en stærk og robust afskrækkelse af Rusland i vores nærområde. De baltiske lande og Polen er forståeligt nok stærkt bekymrede i den tilspidsede situation, som udfordrer ikke blot Ukraine, men også men også i de tilstødende NATO-lande.
– Europa står i en ny sikkerhedspolitisk situation. Det påvirker den måde, vi skal indrette vores økonomier på. Der er behov for større investeringer i forsvar, og det er Danmark klar til at levere på. Og der er behov for massive investeringer i den grønne omstilling, så vi kan gøre os fri af den russiske gas, siger Danmarks statsminister Mette Frederiksen.
Videre til Paris
Efter besøget i Polen fortsætter Mette Frederiksen til Paris, hvor hun skal deltage i et uformelt EU-topmøde om Ruslands krig mod Ukraine, og de økonomiske konsekvenser.