Nyt monument for polakker der hjalp jøderne under krigen

    Ny_monument_for_polakker_der_hjalp_jøder_i_Warszawa_i_Polen

    Vinderprojektet for monumentet for dem, der reddede jøder under Anden Verdenskrig, har form af et langt gavebånd med navne på personer og organisationer, der kæmpede imod jødeudryddelserne. Foto: Warszawa by.


    WARSZAWA: Et nyt monument med form som et gavebånd skal bygges på det sted, hvor Warszawas jødiske ghetto lå under Anden Verdenskrig.


    Vinderen af en design-konkurrence for et nyt monument i Warszawa er netop offentliggjort. Monumentet rejses til ære for de polakker, der deltog i kampen mod jøde-udryddelserne under Anden Verdenskrig.

    Gavebånd

    Vinderprojektet er tegnet af Piotr Musiałowski og Paulina Pankiewicz i samarbejde med Michał Adamczyk.

    Vinderprojektet består af en statue og en lang væg med form som et gavebånd, der snor sig igennem Grzybowski pladsen og langs gaden ul. Bagno.

    Båndet vil vise navnene på personer og organisationer, der reddede livet på jøder under Anden Verdenskrig i Polen.

    Tidligere ghetto

    Monumentet bygges tæt ved det område, hvor den nazistiske tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig oprettede Warszawas jødiske ghetto.

    Der har været kritik af placeringen, og blandt andet det polske Center for Holocaust forskning har i et åbent brev protesteret imod at sætte monumentet op lige ved ghettoen, der ifølge centeret bør fastholdes som et mindested for de jøder, der mistede livet under krigen.

    Mange polakker hjalp

    Polen er det land i Europa, der har fået flest borgere æret med titlen – Retfærdige – af det israelske Jad Vashem Institut. Til dato har 6.300 polakker fået denne titel.

    Der var dødsstraf for at hjælpe jøder i Polen under Anden Verdenskrig, som det eneste land under tysk nazistisk besættelse.