Polakker holder styr på regnskaber fra syv lande

    Carlsberg_regnskaber_i_syv_lande_styres_fra_Polen

    Der tælles sammen og trækkes fra hos Carlsberg i Polen. Koncernen får lavet regnskaber fra syv lande i Poznan. Foto: Carlsberg International.


    Carlsberg-koncernens regnskaber for syv europæiske lande laves nu i den polske by Poznan. Den danske bryggerikoncern sparer 100 millioner kroner om året.


    Poznan er blevet hjemsted for en stor del af bryggerikoncernen Carlsbergs økonomiafdeling, skriver Jyllands-Posten.

    Byen, der ligger i det vestlige Polen, er leveringsdygtig i universitets-uddannede økonomer, der taler flydende engelsk.

    Tidligere blev alle Carlsberg-regnskaberne lavet i forbindelse med aktiviteter i de enkelte lande, men i 2006 oprettede bryggeri-koncernen et servicecenter i Poznan med regnskabet for Carlsberg Polen som eneste opgave.

    Regnskaber fra syv lande

    I 2007 blev regnskaberne for organisationen i Tyskland, Schweiz og Storbritannien flyttet til Polen. I år er tallene fra Danmark, Sverige og Norge fulgt med.

    – Vi havde udset os forskellige byer og lande i Østeuropa til vores regnskabscenter, men valget faldt på Poznan af mange forskellige grunde: – Der er rigeligt med kvalificeret arbejdskraft, lønniveauet er væsentligt lavere end i Danmark, og vi fik en fantastisk modtagelse af byen og de lokale politikere, siger koncerndirektør i Carlsberg Jørn P. Jensen til Jyllands-Posten.

    Højt kvalificeret arbejdskraft

    Jørn P. Jensen fremhæver, at de ansatte i Polen er universitetsuddannede, hvilket en bogholder i Danmark sjældent er.

    – De taler alle engelsk, og så er lønnen en fjerdedel af den danske, siger han.

    Jørn P. Jensen lægger ikke skjul på, at lønnen er den vigtigste årsag til udflytningen. Derfor er det også muligt, at regnskaberne fra lande som Italien, Frankrig og Finland, vil blive flyttet til Poznan.

    – Derimod giver det ikke så meget mening, at flytte de øvrige østeuropæiske lande og Rusland ind under den samme hat, siger Jørn P. Jensen.