Tadeusz Mazowiecki, der døde mandag, begraves søndag i Warszawa. Foto: Præsidentens kontor.
KØBENHAVN: I dag begraves den første statsminister i Polen efter kommunismen Tadeusz Mazowiecki. Polens ambassadør i Danmark Rafal Wisniewski har skrevet nekrolog.
Polens ambassadør i Danmark, Rafal Wisniewski, skriver nekrolog om Tadeusz Mazowiecki, der begraves i dag.
Mandag døde Tadeusz Mazowiecki, den første ikke-kommunistiske statsminister i østblokken efter Anden Verdenskrig. Han blev 86 år gammel.
For at kunne vurdere hans betydning må man gøre sig klart, hvilke historiske omstændigheder den polske regeringschef gennem 14 måneder befandt sig i, da han påtog sig opgaven som statsminister for et kvart århundrede siden. Ved tiltrædelsen i august 1989 var der ikke bare udstationeret sovjetiske soldater i Polen og flertallet af de øvrige lande i regionen. Berlinmuren stod også stadig som et symbol på efterkrigstidens opdeling af Europa og markerede grænsen for det kommunistiske Moskvas indflydelse. I det gamle DDR var Honecker ved magten og krævede militær intervention fra Warszawapagten i det rebelske Polen, i Tjekkoslovakiet (der endnu ikke var delt) sad Husak enevældigt på magten, og i Rumænien sad Caeusescu. I selve Polen var den kommunistiske grundlov stadig gældende med dens bestemmelser om kommunistpartiets ledende rolle og en evig alliance med Sovjetunionen. Dertil var hyperinflationen løbet løbsk og den kommunistiske økonomi var ved at styrte i grus. Den ny regering, der havde fået overdraget magten som resultat af forårets rundbordsforhandlinger og de halv-demokratiske valg den 4. august, blev mødt af en befolkning, der forventede sig rene mirakler, og samtidig var regeringsprojektet set med objektive briller dømt til at mislykkes – sådan virkede det i hvert fald.
Tadeusz Mazowiecki var fuldt ud bevidst om situationens mange begrænsninger, og han vægrede sig i første omgang for at skulle lede en regering under de omstændigheder. På de tidligere stadier havde han tvivlet på chancerne for, at den demokratiserings-proces ville lykkes, som var blevet besluttet under rundbordsforhandlingerne. Han besad en enorm erfaring som tidligere nøgle-rådgiver for Solidarnosc i 1980’erne og havde samtidig den viden og klogskab, som følger med at være en uafhængig intellektuel og politisk aktiv, der bekendte sig til en åben, liberal katolicisme. Men da han blev bedt om at påtage sig opgaven som regeringschef, der for ham – som individuel politiker – var en selvmordsaktion, påtog han sig den og troede på, at hvis hans land virkelig fik en chance for at nå væsentligt længere end logikken i Gobatjovs pierestrojka pegede på, så kunne han ikke tillade sig at sige nej. Og han kom ikke til at skuffe.
Polen indledte nemlig under Tadeusz Mazowieckis regering det mest revolutionære samfundsforandrende projekt i hele landets historie. Der blev gennemført et lynhurtigt demokratisk reformprogram, udenrigspolitikken blev orienteret i en ny retning symboliseret ved de første skridt i retning af forsoning med Vesttyskland, der på det tidspunkt blev ledet af den ligeledes liberale kristendemokrat Helmut Kohl. En mængde nye sociale og politiske initiativer skød op af jorden i hurtigt tempo. Der opstod nye aviser og nye partier, der blev genindført kommunalt selvstyre på lokalt plan, og de traditionelle polske helligdage blev genindført sammen med statsvåbnet og flaget. Men fremfor alt blev der fra 1989 til 1990 gennemført en kardinalændring af det økonomiske system – og netop den skulle vise sig at trække de dybeste spor i det længere perspektiv. Reformen blev kendt under navnet chok-terapien og var udarbejdet af Mazowieckis efterfølger, der også var hans vice-statsminister og finansminister, Leszek Balcerowicz. Uanset oprindelsen kom mange grupper i det polske samfund først og fremmest til at forbinde reformen med voldsomme prisstigninger, virksomhedslukninger og massearbejdsløshed. Når man ser tilbage på reformen fra et nutidsperspektiv, må man dog indrømme, at chok-terapien – under de polske omstændigheder – ikke blot savnede et realistisk alternativ, men faktisk blev en drivkraft i den polske økonomis ny dynamik. Polen blev det første land i østblokken, der kom ud af den økonomiske nedsmeltning og genvandt væksten i 1993, og landet har ikke oplevet negativ vækst siden. Polakkerne, der tidligere havde været kendt i Europa og verden som geniale modstandsfolk, oprørere, soldater, intellektuelle og poeter, har i løbet af to årtier fået frigjort enorme ressourcer af tidligere kvalt iværksættertrang, uopslidelig arbejdsomhed og individuel opfindsomhed, og er langsomt blevet et symbol på transformationens succes og et globalt bevis på, at det er muligt at gå vejen fra totalitarisme til demokrati, fra planøkonomi til markedsøkonomi, fra et samfund af forbud til et fællesskab af frie borgere. Uden resultaterne fra Tadeusz Mazowieckis regering og uden hans personlige engagement i at lægge ryg til det ambitiøse reformprogram, ville der ikke være blevet sådan en succes. Det er tankevækkende, at så godt som alle i dag anerkender dette, også dem, der under reformerne var virkelige eller taktiske modstandere af forandringerne under Mazowieckis regering.
Det er klart, at den politiske pris for så radikalt et reformprogram måtte blive høj. Efter lidt mere end et år tabte Tadeusz Mazowiecki præsidentvalget og trådte tilbage som Polens statsminister. Efter ham er den samme skæbne blevet delt af mange andre politikere, der som statsoverhoveder har valgt at lægge mindre vægt på meningsmålingerne og mere på landets strategiske udvikling. Men der er aldrig siden blevet stillet spørgsmålstegn ved kernen i Tadeusz Mazowiecki-regeringens reformer, og de blev fundamentet for det ny Polen.
Tadeusz Mazowiecki kom aldrig siden til at bestride nogen regerings-post i Polen. Men han forblev en autoritet, der var værdsat af mange mennesker, ikke bare politisk, men også moralsk, og i de seneste år spillede han en rolle som politisk rådgiver for Polens nuværende præsident. I første halvdel af 1990’erne oplevede han at blive anerkendt ud over den polske offentlighed, da han som FN’s specielle repræsentant for forbrydelser i det tidligere Jugoslavien først lagde enorm energi i at tiltrække verdens opmærksomhed mod de tragedier, der udspillede sig her, og derefter demonstrativt trådte tilbage, da han blev klar over, at hans anstrengelser ikke mødte opbakning fra de vigtigste stormagter. For Mazowiecki var ikke kun et overbevist kristent menneske, han var også et overbevist solidarisk menneske.
Som helt ung havde jeg æren og fornøjelsen af ind imellem at samarbejde med den daværende statsminister, og senere mødte jeg ham flere gange i mere uformel sammenhæng. Jeg måtte beundre flere træk hos ham og hos mange andre politikere fra hans generation, der havde evnen til at tænke og opføre sig på en måde som om et halvt århundredes kommunisme i Polen blot var en episode, der trods sine tragiske følger ikke var afgørende for livet og udviklingen hos en tusindårig nation. Tadeusz Mazowiecki blev født i 1927 og var for mange af os et eksempel på et menneske med en personlig klasse, der stammede fra en anden og bedre epoke. Han havde høje politiske manerer, han var velovervejet, når beslutningerne skulle tages og derefter jernhård, når de skulle gennemføres, og han havde mod til at tage ansvaret for sine handlinger, og for hans medarbejderes handlinger. Mazowiecki var på ingen måde en gammeldags politiker – han tog de ting med sig fra fortiden, som var nødvendigt for at få skabt et demokrati og en velfungerende økonomi i hans land.
Derfor vil vi savne ham i det 21. århundrede.
Rafal Wisniewski, Polens ambassadør i Danmark