Polens Lars Larsen hitter på sociale medier

    piotr_padalak_jysk_gdansk_polennu

    JYSK landedirektøren i Polen, Piotr Padalak er blevet et hit på nettet i Polen. Han er blevet kendt i medierne, som stifteren og ejeren – Lars Larsen – blev det i 1980’erne, da reklame-tv blev tilladt i Danmark. Padalak har været ansat i den danske koncern siden august 1999. Den første JYSK butik åbnede i Polen i marts året efter i Gdansk. Foto: FB/JYSK


    GDANSK: Direktøren for JYSK i Polen storhitter på nettet med sine egne tv-indslag. Polakkerne er imponeret over topdirektøren, skriver polske medier.


    Direktøren for JYSK i Polen, Piotr Padalak, hitter på nettet. Han har været den drivende kraft i at opbygge JYSK i Polen gennem næsten tyve år.

    Kendt på YouTube

    Direktøren er blevet populær efter hans optrædener i filmklip på YouTube, hvor han fortæller om JYSK, om livet, om gode steder i Gdansk – og meget andet, der ikke nødvendigvis lige har noget med salg af dyner eller andre produkter fra den jyske koncern at gøre.

    Mange polakker roser JYSK-direktøren for hans optræden, skriver flere medier. I Polen er man nemlig ikke vant til, at en international topdirektør viser sig at være en helt almindelig, flink og afslappet fyr, skriver blandt andet dagbladet ASZ Dziennik.

    Jysk på polsk og jysk

    I begyndelsen af Padalaks første YouTube indslag, fortæller JYSK-direktøren sine seere, hvordan man udtaler ”jysk” korrekt. De polske medier hæfter sig især ved, at direktøren taler om almindelig ting, som f.eks. hvor man får de bedste omeletter i Gdansk. Det gør det mere interessant at hr. Piotr ikke bare taler om møbler og JYSK, hedder det blandt andet.

    Aarhus 1979

    Stifteren af JYSK-koncernen, milliardæren Lars Larsen, åbnede sin første butik på Silkeborgvej i Aarhus i 1979. Hans store gennembrud fik han, da det blev muligt at sende tv-reklamer i dansk fjernsyn. Dengang vakte hans første optrædener fra TV-Syd stor opmærksomhed. I tv-klippene lovede han seerne at hans navn var Lars Larsen, og at han havde et godt tilbud.

    Nu har Lars Larsens polske direktør Piotr Padalak så – næsten 40 år senere – taget tråden op, og er blevet berømt og populær på sine mere tidssvarende fremstød på YouTube. Den første JYSK afdeling i Polen blev indviet i marts 2000 i Gdansk, og i dag har koncernen mere end 200 butikker på det polske marked.

    JYSK er i dag repræsenteret i mere end 50 lande verden over, og åbner cirka 100 nye butikker hvert år.


    SE INDSLAG
    YouTube: JYSK direktør Piotr Padalak