Som andre luksushoteller har Bone Pet Club et svømmebassin, hvor gæsterne kan muntre sig. Foto: Bone Pet Club
JANCZEWICE: Polsk hotel for kæledyr har succes med luksusophold, hvor hunde og katte får skønhedspleje og dyrker fitness.
Den stigende velstand i Polen smitter også af på forholdet til kæledyrene.
Et hotel for kæledyr i Janczewice i den sydlige udkant af Warszawa har succes med at tilbyde luksusophold til hunde, katte og andre dyr.
Bone Pet Club hedder stedet, hvor et hundeliv byder på ophold i en “Royal Apartment”, bad i opvarmet svømmebassin og gåture tilpasset det enkelte dyr.
Taxi for kæledyr
Hvis ejeren selv har problemer med at klare transporten, har hotellet en “kæledyrs-taxi”, som kan hente og bringe dyret.
Siden åbningen i maj sidste år har en række polske medier omtalt Pet Bone Club og nytårsaftensdag bragte udsendelsen “Dzien Dobry” (God Morgen) på kanalen TVN en reportage fra stedet.