Roman Polanski voksede op i Krakow, hvor han overlevede holocaust som gadebarn. Han blev senere uddannet på filmskolen i Lodz og har indspillet film som Chinatown, Rosemary’s Baby og Pianisten. Arkivfoto.
KRAKOW: Den polske Hollywood-instruktør har bedt Polen om sikkerhed for, at han under indspilningerne i Polen ikke udleveres til USA i gammel voldtægts-sag.
Den polsk-fødte film-instruktør Roman Polanski har planer om at indspille sin næste film i sin barndomsby Krakow i det sydlige Polen. Optagelserne skal efter planen begynde næste år med Alvernia Studios, der holder til lidt uden for Krakow.
Kræves udleveret til USA
Polanski kræves dog stadig udleveret af de amerikanske myndigheder i en voldtægts-sag af en mindre-årig pige fra 1977, og han har før optagelserne bedt de polske myndigheder om en garanti for ikke at blive udleveret til USA under sit ophold i Polen, skriver dagbladet Rzeczpospolita.
Forældet ifølge polsk lov
Sagen er ifølge Rzeczpopolita forældet ifølge polsk lov, og Polanski kan derfor ikke udleveres til USA, men filmens producent Robert Benmuss vil have en garanti fra de polske myndigheder om, at optagelserne ikke risikerer at blive afbrudt undervejs på grund af udleveringssagen.
Affære om fransk jøde
Filmen skal handle om Dreyfus-affæren, der for 120 år siden fyldte de franske og internationale aviser. En fransk jødisk officer Alfred Dreyfus blev anklaget for at levere militære hemmeligheder til Tyskland og blev idømt en fængselsdom.
Sagen blev dog taget op af medierne og flere prominente franskmænd, og Dreyfus blev løsladt efter fem år i fængsel og modtog en undskyldning men blev aldrig renset for anklagerne.
Parallelle historier
Roman Polanski har netop lagt vægt på parallellerne mellem sin egen historie og Dreyfus oplevelser 100 år tidligere.
– Nutidens medier ønsker ligesom hæren dengang eller enhver statsinstitution aldrig at indrømme en fejl, siger Polanski til radiostationen RTL.