Lars Seier Christensen, der er en af initiativtagerne til Saxo Bank, er på besøg i det nye Warszawa kontor. Foto: Michael Hardenfelt, www.warszawaguide.info.
WARSZAWA: Den danske investeringsbank, Saxo Bank, har åbnet repræsentationskontor i den polske hovedstad Warszawa.
Danske Saxo Bank, der tilbyder online investeringer globalt, har åbnet kontor i Warszawa. Banken er nu repræsenteret i 22 lande verden over.
Dansk banklicens
Banken opererer under en dansk banklicens, og polske kunder er beskyttet af den danske indskydergarantiordning, oplyser banken.
Voksende polsk marked
De polske kunder er hidtil blevet serviceret via kontoret i Prag, men Polen har i mange år været et voksende marked for Saxo Bank.
Bankens direktør, Lars Seier Christensen, siger, at han forventer at adgangen til personlig rådgivning på polsk og i Polen vil øge interessen for bankens produkter, som primært består af investeringer i valuta, værdipapirer og råvarer.
Otte rådgivere
Kontorets daglige leder bliver Maciej Jedrzejak, og han kommer inden årets udgang til at lede et team på otte rådgivere.
– Men det er dobbelt så mange, som da Saxo bank startede op i København for 20 år siden, siger Lars Seier Christensen.
Polens dyreste gade
Det polske kontor ligger på Nowy Swiat, der er Polens dyreste gade, og med direkte udsigt til den store bygning, hvor det polske kommunistparti havde sit hovedsæde frem til 1989.
Sponsor
Saxo Bank er medsponsor af cykelholdet Team Saxo Bank-Tinkoff Bank, som har to polske ryttere på holdet, nemlig Rafal Majka og Jaroslaw Marycz.