Shakespeare teateret ligger i den Gamle Bydel i Gdansk, under hundrede meter fra hovedgaden – Dluga Street – Den Lange Gade. PR-foto.
GDANSK: Det nye Shakespeare-teater i Gdansk har netop modtaget prisen: Property Design Awards 2016 i Polen, for teatrets arkitektur og særlige indretning.
I Gdansk finder man en særegen bygning. Mørk, brutal og truende udefra, men lys og rummelig indvendig. Det er Shakespeare-teateret – kun et stenkast fra Den Gyldne Byport og hovedstrøget Dluga Street (Den Lange Gade).
Teatret har nu fået en pris for sin særlige indretning, som den polske forening af indretningsarkitekter har uddelt.
I begrundelsen hedder det, at “teaterets design formår at blande moderne arkitektur med stærke middelalder- og renæssance-inspirationer”.
Shakespeares forbindelsen
Og det er ingen tilfældighed at det polske Shakespeare-teater ligger i Gdansk.
I Shakespeares tid var Gdansk – som dengang hed Fristaden Danzig – én af de mest velhavende købstæder i Europa, og det gav basis for et rigt teaterliv.
År 1600
Omkring år 1600 fik Gdansk sit eget teater, hvor tilrejsende teatergrupper optrådte med blandt andet Shakespeare-stykker om sommeren, og efter sigende skulle Shakespeare selv have besøgt byen. Det er dog en påstand, der er delte meninger om.
Teater efter kommunisme
Selvom det gamle teater måtte lade livet efter Preussens overtagelse i starten af 1800-tallet, så har traditionen levet videre, og blev genoptaget da Polen fik sin frihed i 1989. To år senere tog man det første initiativ til et nyt teater, som åbnede i september 2014. Gdansk har siden 1996 huset en årlig Shakespeare-festival, der er en af Europas største.
Årets Shakespeare-festival i Gdansk, som i år er en del af den storstilede fejring af 400-året for Shakespeares død, finder sted fra d. 29. juli til den 16. august.
Dansk konsul bag
Det er Danmarks længst siddende konsul nogensinde, Julian Skelnik, der som formand for bestyrelsen i Shakespear-teatret, der har været en af hovedkræfterne bag det nye museum. Den danske konsul er en kendt personlighed i kultur og erhvervslivet i Gdansk. Han er chef for Gdansk Havns kommunikationsafdeling, og har ansvaret for havnens internationale relationer – og altså også for nødlidende danskere i Gdansk. Skelnik er ligeledes bestyrelsesmedlem i Gdynia Filmskole, ligesom han er en af kræfterne omkring Polens største filmfestival i Gdynia.
LÆS MERE
Eksternt link: Shakespeare teatret i Gdansk (engelsk)