Polens industri mærker krisen, men den lave kurs på landets valuta, zlotyen, kan give ny luft. Foto: PAIZ.
Polen vil i 2009 skille sig ud i en verden, hvor negativ økonomisk vækst kommer til at dominere.
Den polske økonomi voksede med relativ pæn fart i fjerde kvartal af 2008. Dermed skilte Polen sig ud fra den lange række af europæiske lande, hvor økonomien faldt i samme periode.
Det anerkendte britiske tidsskrift The Economist har set på økonomiske udsigter for Polen i 2009. Bladet konkluderer, at midt i nedturen i verdensøkonomien ser fremtiden bedre ud for Polen end for mange andre lande.
Beskeden vækst
The Economist anser det for sandsynligt, at Polen sammen med Slovakiet vil få økonomisk vækst i 2009. Selvom væksten bliver beskeden vil landet dermed skille sig ud fra flertallet af lande i regionen.
Regeringen har flere gange justeret forventningerne nedad, men den økonomiske vækst ser stadig ud til at blive på 1,7 procent. Samtidig har regeringen en ambitiøs plan om at skære ned på underskuddet i de offentlige finanser.
Nedgang i industrien
The Economist peger dog på, at ikke alt ser lyst ud i den polske økonomi. Industriproduktionen faldt med 14 procent, når man sammenligner januar i år med samme måned sidste år.