Walesa ønsker hurtigt ny-valg til parlamentet

    Lech_Walesa_polen_polennu

    Polens tidligere præsident Lech Walesa var leder af strejkerne på skibsværftet i Gdansk, der væltede det kommunistiske regime i Polen. Walesa har tidligere været ude med offentlig kritik af Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) og præsident Andrzej Duda, der kommer fra samme parti. Arkivfoto.


    GDANSK: Tidligere præsident Lech Walesa ønsker en folkeafstemning om at fremrykke næste valg til parlamentet i Polen, så polakkerne kan komme af med regeringen.


    Polens tidligere præsident og strejkeleder Lech Walesa advarer i et interview med polsk Radio Zet om, at Polens nyvalgte regering er farlig for Polen, og at det vil ende i gadekampe og borgerkrig, hvis regeringen får lov at blive siddende i fire år frem til næste valg.

    Ønsker folkeafstemning

    Walesa opfordrer derfor til at samle underskrifter for en folkeafstemning om at forkorte den nuværende parlamentsperiode.

    Ifølge Polens Grundlov kan 500.000 polakker underskrive et forslag om folkeafstemning, hvorefter parlamentet skal behandle forslaget og stemme om at gennemføre folkeafstemningen.

    – Der skal handles inden for demokratiets rammer og allerede nu indsamles underskrifter for den sag, siger den tidligere præsident.

    Demonstrationer

    Walesas udtalelser falder efter en weekend, hvor 50.000 polakker var på gaden i Warszawa for at protestere imod, at regeringen og præsidenten nægter at følge de seneste afgørelser fra Polens Højesteret, og i stedet selv har indsat nye Højesteretsdommere.

    Regering en måned gammel

    Polens nuværende regering blev indsat 16. november i år og er dannet af partiet Lov og Retfærdighed (PiS), der fik et selvstændigt flertal i parlamentet ved valget i oktober med 37,56 procent af stemmerne.

    PiS vil kunne nedstemme et forslag om en folkeafstemning i Parlamentet, men partiet gik netop til valg på at ville lytte mere til borgerne og altid gennemføre folkeafstemninger efter underskriftindsamlinger.