Influenza-epidemi vil ramme Polen i løbet af to uger

0

Polen skal ruste sig til en kraftig influenza-epidemi, der efter eksperternes skøn rammer landet i løbet af få uger. Foto: PNB.


Antallet af influenza-tilfælde i Polen er hastigt stigende. Nu siger eksperterne, at influenzaen udvikler sig til en epidemi.


– Virussen muteres hvert år, det er der ikke noget nyt i, men det ene af dem der i øjeblikket er aktive, er langt mere smitsom end de typer vi tidligere har kendt, siger professor Lidia Brydak fra Polens nationale influenzacenter til Polskie Radio.

Eksperter fra ECDC (et uafhængigt europæiske center for overvågning og forebyggelse af sygdomme) i Stockholm, har offentliggjort rapporter der fastslår, at over 6.200 polakker er blevet syge med influenza i den første uge af januar – sammenlignet med 5.500 på samme tidspunkt sidste år.

Meget smitsom

Fagfolk kalder den nye virus for A H3N2. ECDC-eksperter advarer om, at den nye virus er meget smitsom, og hurtigt har spredt sig over alt i Storbritannien, Irland og Portugal.

Sidste år udløste et virus af samme type en epidemi i hele USA og langt op i Nordamerika.

Fra Tyskland

Tyskland har allerede rapporteret mange tilfælde af influenza, og det bekræfter både de polske og internationale eksperter teorier om, at Polen vil blive ramt indenfor de næste par uger.


Polen håber ny præsident står fast på at bygge missilskjold

0

Polen satser på at bevare det tætte forhold til USA – også når præsidenten fra på tirsdag hedder Barack Obama. Foto: PNB.


Den polske udenrigsminister, Radek Sikorski, håber at byggeriet af det nye missilskjold i Polen ikke stoppes af Barack Obama.


Polens regering håber, at den kommende amerikanske præsident, Barack Obama, vil stå fast på planen om at installere dele af et missilskjold på polsk jord.

Udenrigsminister Radek Sikorski gav udtryk for de polske forhåbninger, da de to lande fejrede 90 årsdagen for oprettelsen af diplomatiske forbindelser.

– Jeg håber, at den nye administration ud fra sikkerhedsmæssige overvejelser, vil fortsætte installationen af missilskjoldet, sagde Sikorski ifølge Polsk Radio.

Aftale fra august

Polen accepterede i august sidste år at blive hjemsted for en base med affyringsramper til missiler. Basen skal være en del af missilskjoldet, som ifølge amerikanerne skal beskytte dem og deres allierede mod angreb fra såkaldte slyngelsstater.

Barack Obama bliver indsat som ny USA-præsident på tirsdag. Han har tidligere udtalt, at han vil have bevis for, at missilskjoldet fungerer, før det bliver opbygget.

Stærk forankret i NATO

I anledning af det amerikanske præsidentskifte har den engelske avis Financial Times også set på forholdet mellem USA og Polen.

Avisen fremhæver i den forbindelse missilskjoldet og noterer, at aftalen om den polske del af det ikke helt tilfældigt blev underskrevet i august under krisen mellem Rusland og Georgien.

– Ideen var at vise Rusland, at Polen er stærkt forankret i den vestlige forsvarsalliance, siger Eugeniusz Smolar, der leder tænketanken Center for Internationale Relationer, til Financial Times.


Polen udvider i Afghanistan

0

Polske styrke på arbejde i Afghanistan.


Det polske forsvarsministerium har besluttet at sende flere styrker til Afghanistan.


Når Polen til marts sender nye hold af soldater til Afghanistan, vil de få følgeskab af 70 polske piloter og 30 polske fly, oplyser polsk radio i dag.

Fra 1. april skal de støtte de polske styrker i området, og sammen med allierede, skal de også deltage i sikkerhedsarbejdet på den militære og civile lufthavn i hovedstaden Kabul.


Arbejdsløsheden ventes at stige markant i Polen

0

Økonomer venter markant stigning i arbejdsløsheden i de kommende år. Den økonomiske krise er ved at slå igennem i Polen. Arkivfoto: polennu.dk


Økonomer forudser, at arbejdsløsheden i Polen er steget med næsten 50% inden udgangen af 2010. Nye tal for december overrasker


Den internationale økonomiske krise, har nu også fået tag i Polen og polakkerne. I december steg arbejdsløsheden i Polen med 76.000, fremgår det af tal fra det polske arbejds- og socialministerie.

Tallet er endnu et tegn på, at den økonomiske krise ikke styrer uden om Polen, skriver avisen Gazeta Wyborcza, der har gennemgået nøgletallene og talt med eksperter. Resultatet er et billede, som er alt andet end lyst for polakkerne.

Cheføkonom i Bank BPH, Maja Goettig, forventer, at arbejdsløsheden ved udgangen af 2010 vil være nået op på 2,2 millioner, hvilket er 700.000 flere end i dag.

Massefyringer

En række virksomheder afskediger medarbejdere i stort tal. Luftfarts- og bilindustrien, samt byggeriet har allerede mærket nedgangen. Nu følger fyringer indenfor tekstilindustrien og på virksomheder, der fremstiller apparater til husholdningen.

Tele og it-selskabet Telekomunikacja Polska meddeler at 2300 jobs skal væk, Bank PKP BP fyrer 1700, og Whirlpool fabrikken i Wroclaw afskediger 400 på grund af nedgang i efterspørgslen på vaskemaskiner og køleskabe.

Ud over de mange afskedigelser bliver arbejdsløshedstallet påvirket af, at mange polakker vender hjem fra de lande, hvor de har haft job.

Pessimisme i dansk bank

Regeringens officielle forventning til den økonomiske udvikling i 2009 er en vækst i bruttonationalproduktet på 3,7 procent. Andre ser dog mere negativt på situationen.

Erhvervsavisen Puls Biznesu udnævnte for nylig Danske Banks chefanalytiker Lars Christensen til den største pessimist af alle, da han forudsagde, at polsk økonomi i 2009 vil opleve en nedgang på -0,5 procent.

Danske Bank fører også an, når det gælder negative forventninger til den polske industriproduktion. I fredagens udgave af nyhedsbrevet New Market Weekly, skriver banken, at den forventer et fald i industriproduktionen på 5 procent, når man sammenligner december 2009 med året før.

Hidtil har de fleste økonomer været enige om, at faldet ville blive omkring én procent.


Polen erstatter fængsel med elektroniske fodlænker

0

Polen bliver det syvende europæiske land, der indfører elektroniske fodlænker. Foto: PNB


Polen indfører elektroniske fodlænker. Fra september kan lovovertrædere afsone straffe på op til seks måneders fængsel derhjemme.


Polakker, der har begået mindre lovovertrædelser, kan fra september i år komme til at afsone en del af straffen hjemme hos dem selv.

I stedet for at sidde i fængsel vil de blive forsynet med en elektronisk fodlænke, så myndighederne kan overvåge deres færden.

Det polske justitsministerium har netop underskrevet en aftale til en værdi af 54 millioner euro med firmaet Comp Safe Support, der skal levere det elektroniske overvågningssystem.

Store besparelser

Ifølge Polsk Radio regner ministeriet med at spare en del penge ved at flytter fanger fra cellen til sofaen.

Fodlænken vil blive brugt på fanger, der er blevet idømt en fængselsstraf på op til seks måneder. Fodlænken vil også blive brugt til kriminelle, der har fået en straf på et års fængsel, men først når de har udstået halvdelen af straffen.

Comp Safe Support etablerer en overvågningscentral i Warszawa til august. Herfra kan fangernes færden følges via gps. Systemet vil også gøre det muligt for politiet at holde øje med eksempelvis hustrumishandlere eller mennesker, der er dømt til at deltage i alkohol eller narkotikaafvænning.

Syvende land

Polen bliver det syvende europæiske land, der indfører systemet med elektroniske fodlænker.

Landets justitsminister, Zbigniew Cwiakalski, glæder sig over, at Polen kan trække på de erfaringer, som er gjort i blandt andet Estland, Storbritannien og Portugal.

I Danmark har elektroniske fodlænker været brugt i forbindelse med strafafsoning siden 2005.


Polske byggearbejdere finder grav med 1800 lig ved Malbork

0

Ligene blev fundet tæt på ridderborgen i Malbork. Arkivfoto: polennu.dk.


En grav med 1800 lig af mænd, kvinder og børn er dukket op i forbindelse med byggeriet af et hotel i Malbork i det nordlige Polen. Ligene stammer formentlig fra Anden Verdenskrig. Det drejer sig sandsynligvis om ofre for en sovjetisk massakre på tyskere.


Polske arbejdere, der er i færd med at grave grunden ud til et nyt luksushotel i Malbork, har gjort et uhyggeligt fund.

I forbindelse med gravearbejdet stødte de på en massegrav med resterne af op i mod 1800 mænd, kvinder og børn.

Ligene stammer efter alt at dømme fra Anden Verdenskrig. De var smidt i et bombekrater, som derefter var blevet dækket til.

Et mindre antal skeletter blev allerede fundet i oktober. Fundet førte til, at gravearbejdet blev indstillet, mens stedet efterforskere undersøgte stedet.

Forsvundne tyskere fra Malbork

Da arbejderne nogle uger senere genoptog udgravningen, dukkede nye lig op i hundredvis. Umiddelbart stod det ikke klart, hvor de stammede fra.

Tyske og polske eksperter har nu gennemført en række undersøgelser af ligene og stedet, hvor de blev fundet. Resultaterne tyder på, at der er tale om resterne af tyske indbyggere, der forsvandt i krigens slutning.

Mere end 60 år senere er de stadig officielt meldt savnede, siger en repræsentant for bystyret i Malbork, Piotr Szwedowski til Associated Press.

– Undersøgelserne viser, at det er resterne af de savnede tyskere fra Malbork. Jeg er ikke i tvivl om, at det er dem, siger Piotr Szwedowski.

Området var tysk

Da Den Røde Hær rykkede frem i begyndelsen af 1945, fik indbyggerne i Malbork ordre om at forlade byen. Den hed dengang Marienburg og lå i et område, der før krigen havde været tysk.

Sovjethæren bombarderede byen med svært artilleri. Efter de tyske tropper forlod byen, var de civile, der var blevet tilbage, overladt til de sovjetiske soldaters nåde. Der er ingen kendte overlevne øjenvidner til, havd der skete, da byen var erobret, fortæller Szwedowski til AP.

Skudhuller i nogle af de fundne kranier tyder på, at nogle af ofrene blev henrettet. Hvordan de øvrige døde, er ikke slået fast.

En værdig begravelse

Eksperterne vil gennemføre yderligere undersøgelser, inden ligene bliver begravet igen enten i Malbork eller på en tysk krigskirkegård i Stary Czarnow nær Szczecin.

– Disse mennesker døde på en inhuman måde, og de blev gravet ned så inhumant, at vi er nødt til at begrave dem igen med værdighed og respekt, siger Szwedowski.

Massegraven var placeret tæt på murene til ridderborgen, som Malbork er kendt for.


Gaskrisen får Polen til at satse hårdt på andre energikilder

0

Polen fortsætter forberedelserne mod at indføre atomkraft.


Polen vil mindske sin afhængighed af russisk naturgas. I 2020 skal et eller to atomkraftværker være klar til at blive taget i brug. Desuden bliver der sat fart på byggeriet af en terminal, der kan modtage flydende gas.


Polens største elselskab Polska Grupa Energetyczna skal stå i spidsen for byggeriet af landets to første atomkraftværker, fortalte premierminister Donald Tusk tirsdag.

– I 2020 vil vi modtage energi fra et eller to atomkraftværker, Forberedelserne fortsætter, sagde Donald Tusk efter det ugentlige regeringsmøde. Han tilføjede, at regeringen er i gang med at finde de rigtige placeringer til de to atomkraftværker.

Planen om at bygge atomkraftværker er et led i at sprede Polens afhængighed af bestemte energikilder.

Spørgsmålet om at undgå, at Polen bliver for afhængig af bestemte leverandører af energi, er kommet højt op på regeringens dagsorden efter den seneste tids gaskrise mellem Rusland og Ukraine.

Ny gasterminal og større lagre

Polen vil også satse på at skaffe sig gas andre steder end fra Rusland. Derfor sætter regeringen ekstra fart på byggeriet af en terminal, som kan modtage flydende gas, der blandt andet bruges til flaskegas.

Samtidig skal det statslige gaslige gasmonopol PGNiG udbygge lagerkapaciteten til gas.

Polen har endnu ikke skrevet kontrakt med en leverandør af flydende gas, men Qatar nævnes som en mulighed.

Gaskrisen ramte ikke Polen

Polen får 90 procent af sin elektricitet fra kul. Derfor slap landet nogenlunde problemfrit gennem krisen mellem Rusland og Ukraine, der betød, at russerne lukkede for gashanen til Ukraine.

På grund af Ukraines status som transitland for den russiske naturgas blev flere lande hårdt ramt af krisen.

Striden handlede om prisen på den gas, Ukraine køber af Rusland. Desuden beskyldte russerne Ukraine for at have tappet gas, som var bestemt for andre lande.


Pirater frigiver supertanker med to polske søfolk ombord

0

Sirius Star blev kapret 17. november af somaliske pirater. Foto: US Navy


De somaliske pirater har frigivet supertankeren Sirius Star og den 25 mand store besætning, hvoraf to er polakker. Også fra Mellemøsten er der godt nyt. En polsk familie på fem er blevet reddet ud af Gaza.


Tre millioner dollars har angiveligt været prisen for, at en gruppe somaliske pirater lod supertankeren Sirus Star sejle frit igen.

Kaptajn Marek Nishky, en polsk maskinofficer og de øvrige 23 mand i besætningen har været i piraternes varetægt siden 17. november, hvor Sirius Star blev kapret ud for Kenyas kyst.

En talsmand for det polske udenrigsministerium siger, at Polens diplomatiske repræsentationer i området er klar til at give de to polske søfolk ombord på Sirius Star hvilken som helst hjælp de har brug for.

To millioner tønder olie

Skibet fragtede to millioner tønder råolie til en værdi af 150 millioner dollars.

– Vi er meget lettede over, at alle medlemmer af besætningen er i god behold og ved godt mod, siger Salah K’aki, der er administrerende direktør for Vela International Marine ltd., som ejer skibet.

Familie evakueret fra Gaza

Det polske udenrigsministeriums talsmand har også haft godt nyt at fortælle om en polsk familie på fem personer, som befandt sig i det krigshærgede Gaza.

Sammen med 300 andre udlændinge er familien, der består af en polsk kvinde, hendes palæstinensiske mand og deres tre børn blevet evakueret fra Gaza. De er nu fløjet hjem via Jordan og Tyrkiet.


Katyn-filmen får premiere i danske biografer 30. januar

0

En af scenerne fra Andrzej Wajdas film Katyn. Juleaften 1939. Få måneder senere blev de alle myrdet ved nakkeskud og kastet i massegrave. Foto: Piotr Bujnowicz.


Den polske filminstruktør Andrzej Wajda mistede sin far under Anden Verdenskrig i Katyn-affæren. Det har den 82-årige filmskaber lavet en film om – i denne måned får den premiere i København.


polennu.dk var med da Polens ambassadør i Danmark, Adam Halamski, havde indbudt til snigpremiere i Danmark på den polske film Katyn i Cinemateket, København, fredag aften.

Filmen Katyn – der havde international premiere i 2007 – kan ses fra den 30. januar i danske biografer.

Ambassadøren bød velkommen, og kunne glæde sig over en fyldt biografsal. Han roste Wajda og filmen, som han havde set i Polen.

Den danske DR-journalist Lisbeth Jessen, som netop har udgivet bogen: Kraniet fra Katyn var der også. I sin tale sagde hun bl.a., at hun fra starten slet ikke var klar over, hvor stor national betydning Katyn-sagen har for polakkernes selvforståelse.

Katyn er stadig et mørkt kapitel i det polsk-russiske forhold. Stalin gav ordre til at henrette 15.000 polske officerer og gemme dem i massegrave, men gav tyskerne skylden. Russerne nægtede ethvert kendskab frem til 1992.

Mor troede han kom tilbage

Filmen bygger på beretninger, breve og dagbøger som alle bærer vidnesbyrd om en af Stalins største ugerninger. Et af de mørkeste øjeblikke i polsk historie er de begivenheder, der ses gennem øjnene af hustruer, mødre og døtre, der venter på de mænd, de ikke vidste, aldrig ville komme tilbage.

– Min far var en af disse officerer, der blev myrdet, har Andrzej Wajda sagt.
– Min mor troede helt frem til sin død i 1950, at han ville vende tilbage fra krigen.

Se klip fra filmen her

Handlingen

Polen invaderes af Tyskland den 1. september 1939. 17. september angreb Sovjetunionen fra øst. At 15.000 polske officerer bare ’forsvandt’ var længe et uløst mysterium, men i foråret 1943 fandt tyske tropper massegrav med de polske officerer, som var blevet henrettet ved nakkeskud.

Henrettelserne havde fundet sted efter personlig ordre fra Stalin, men den fuldstændige sandhed blev fortiet helt indtil afslutningen af den ’kolde krig’. I 1992 åbnede russerne arkiverne, men siden 2005 har de på ny være lukkede på ordre fra daværende præsident, og nuværende premiereminister, Vladimir Putin.

Tre millioner polakker

I 2008 var Andrzej Wajdas Katyn nomineret til en Oscar for ’Bedste udenlandske film’ og i december vandt filmen en ’European Film Award’ ved uddelingen i København for bedste kostumer. På Denver International Film Festival vandt ’Katyn’ publikumsprisen for bedste film og uddelingen af Polish Film Awards gav filmen helt seks priser for bedste film, bedste fotografering, bedste kostumer, bedste musik og bedste kvindelige birolle.
Filmen er baseret på bogen ‘Post mortem’ af Andrzej Mularczyk og er siden premieren i september 2007 blevet set af næsten tre millioner i Polen.

Filmen vil blive anmeldt på polennu.dk i forbindelse med premieren.


Polakkerne samler penge ind til polske børnehospitaler i dag

0

Organisationen WOSP har gjort indsamling af penge til børnehospitaler i landt til et tilløbsstykke. Foto: WOSP.


Når polakkerne i dag gennemfører en af landets største indsamlinger, er det med et håb om at nå et resultat på 80 millioner danske kroner.


Arrangøren, velgørenhedsorganisationen WOSP (Jule indsamlingsorkesteret) har samlet ind siden 1993, og håber på at kunne dele 12 millioner klistermærker med røde hjerter ud i dag. Hjerterne gives til bidragsydere som tak tak for støtten.

– WOSP er blevet til meget mere end kun velgørenhed, siger Ola Owsiak, som er datter af organisationens grundlægger, til Polski Radio.

– Vores hovedformål er at samle penge ind medicinsk udstyr til børnehospitaler, men arrangementet er også et samlingspunkt for polakker over hele verden.

Ola Owsiak fortæller også, at der i dag er planlagt events i Szczecin, Warszawa, Krakow og en række andre polske byer.

Dagen vil endvidere blive markeret i USA, Australien, Storbritannien, Grækenland, Libanon og Saudi Arabien. – Også de steder hvor Polen har soldater udstationeret vil der være indsamlingsaktiviteter.

TVP2 med direkte

Polsk TV2 (TVP2) vil i løbet af dagen sende reportager fra arrangementerne og indsamlingen. Mens tv-showet sendes, går frivillige rundt i gaderne og samler zloty indtil formålet.

Indsamlingerne blev startet i 1993 af den kendte radiovært Jerzy Owsiak. Formålet var at redde syge børns liv ved at skaffe penge til udstyr på de offentlige hospitaler.

Læs mere om indsamlingen