En ud af tre polakker giver penge til velgørende formål

0

Julen har fået polakkerne til lommerne til fordel for især børn og fattige. Foto: Peter Malberg, polennu.dk.


I 2008 har hver tredje polak givet enten penge eller andet bidrag til velgørende organisationer. Halvdelen af dem har i år givet over 100 danske kroner i en god sags tjeneste.


Polsk Radio har undersøgt polakkernes evne og vilje til at støtte velgørende formål. Hver tredje polak giver et bidrag, men det skal være nemt og hurtigt.

Penge på gaden

Polakker er bedst til at give penge til velgørende indsamling på gaden, men kun hvis de føler sig sikre på, at pengene går i de rigtige lommer.

Engagement, der kræver mere end en skilling på stedet, er ikke populære blandt polakker, oplyser Polskie Radio.

Ikke tid

En ny rapport om polakkernes generøsitet overfor almene velgørende formål siger, at polakkerne er klar til at hjælpe, men kun når det ikke tager for lang tid eller kræver for stor en indsats.

Mest til børn og fattige

Polakker giver mest til børn og fattige, men der går også penge og andre bidrag til humanitære og religiøse organisationer


Polens postvæsen har rekord i breve og pakker op til jul

0

De polske postbud har travlt op til jul – trods internet og e-mail. Foto: Martin Bager, polennu.dk.


Det polsk postvæsen har rekord-travlt i denne måned. Det skønnes at posthåndteringen vil komme op på over 200 millioner breve og 5 millioner pakker i december. Internettet har ikke fået polakkerne til at droppe det personlige brev.


Det polske postvæsen oversvømmes af breve og pakker op til jul i år som aldrig tidligere. Allerede nu anslås månedens posthåndtering at komme op over 200 millioner breve og mere end 5 millioner pakker – og det er polsk rekord.

Personlige breve i vækst

Selv om internettet bruges flittigt i Polen – de unge hører til Europas flittigste it-brugere – så har det personlige brev fået et nyt gennembrud i Polen, konstaterer det polske postvæsen overfor Polskie Radio.

Travlhed hos julemanden

I år har det polske postvæsen også fået et rekord stort antal ønskesedler fra polske børn, der sender deres ønsker til julemanden.

Ny rekord

De hidtidige rekordmåneder for det polske postvæsen ligger på 140 millioner breve, men med de 200 millioner breve i december, har de polske postbude haft historisk travlt.


TDC sælger alle sine aktier i polsk teleselskab

0

Det polske teleselskab, Polkomtel, har ikke længere dansk medejerskab. TDC har solgt sine aktieposter for over 5 milliarder kroner.


Det polske teleselskab, Polkomtel, har ikke længere dansk medejerskab. TDC har solgt sine aktieposter for over 5 milliarder kroner.


Danske TDC har for en pris af 726 millioner EUR – eller cirka 5,4 milliarder danske kroner – solgt sine aktier til det engelske selskab Vodafone og en gruppe af polske investorer.

76 % polsk

Vodafone har købt 24 procent Polkomtel aktier af TDC, mens de polske ejere overtager de resterende 76 procent.

Aftale fra 2006

TDC og de polske købere blev allerede i marts 2006 enige om at gennemføre handlen, men Vodafone satte sig imod. Det britiske selskab var også dengang medejer af Polkomtel. Vodafone kunne ikke acceptere handlen og den pris, som TDC og de polske investorer var blevet enige om. På den baggrund nedlagde en polsk domstol forbud mod, at TDC solgte til de polske købere. I oktober i år blev TDC og Vodafone endelig enige om salgsbetingelserne og på den baggrund bliver handlen nu gennemført.

Gruppen af polske investorer består af selskaberne KGHM Polska Miedz, PKN Orlen, Polskie Sieci Elektroenergetyczne og Weglokoks.

De handlede aktier udgør 4,8 procent af den samlede aktiekapital i Polkomtel. Polkomtel driver under varemærket Plus et af de tre store mobilnetværk i Polen.

14 mio kunder

Netværket dækker ifølge selskabets egne oplysninger 99 procent af Polen areal og betjener op mod 14 millioner kunder.


Den polske regering får uventet hjælp til reform

0

Polske svejsere er en af de faggrupper, der har mulighed for at gå tidligt på pension. Arkivfoto: polennu.dk


Venstrepartiet SLD går sammen med regeringen om at nedstemme præsident Lech Kaczynskis veto mod reform af pensionssystemet. Partiet vil dog stadig forsøge at få loven ændret på nogle områder.


Den polske regering kan gå på juleferie med vished om, at en vigtig reform på pensionsområdet er gået gennem parlamentets underhus, Sejm.

Reformen vil begrænse polakkernes mulighed for at gå på pension i en tidlig alder.

Den officielle pensionsalder er 60 år for kvinder og 65 år for mænd. I 2006 lå den reelle pensionsalder i gennemsnit på 56 år for kvinder og 57,9 år for mænd.

Langt færre på tidlig pension

De tidlige pensioner bliver blandt andet tildelt en række bestemte professioner. Det gælder for eksempel minearbejdere, jernbanearbejdere og lærere. Nogle faggrupper kan lade sig pensionere allerede, når de har arbejdet i 15 år.

Regeringens forslag vil gøre det sværere for nogle af faggrupperne at gå tidligt på pension. Reformen betyder, at antallet af personer, der kan får en tidlig pension, bliver reduceret til en fjerdedel.

Det vil sænke statens udgifter til de tidligere pensioner fra 2,1 milliarder PLN om året til 800 millioner PLN.

SLD skiftede side

Forslaget blev vedtaget i Sejm tidligere på måneden, men præsident Lech Kaczynski nedlagde veto mod det. Han begrundede blandt andet sin beslutning med, at flere faggrupper, end dem forslaget lagde op til, skulle have mulighed for fortsat at gå på tidlig pension.

Samme holdning havde venstrepartiet SLD, da forslaget blev behandlet første gang. Da Sejm fredag behandlede forslaget anden gang, skiftede SLD side og stemte med regeringen, som dermed fik tilstrækkelig opbakning til at nedstemme præsidentens veto.

SLD gjorde dog klart, at partiet vil indbringe pensionsreformen for Forfatningsdomstolen for at få den til at se på, om dele af den er i strid med den polske forfatning.

Udsigt til uro

En politisk analytiker, Jacek Kucharczyk fra Institut for Statskundskab i Warzsawa siger til Polskie Radio, at SLDs kursskifte skyldtes to ting.

Nogle grupper, blandt andet lærerne, får begrænset deres mulighed for tidligt at gå på pension, men på andre områder får de fordele af reformen.

Lærernes fagforening og SLD er tætte bånd til hinanden. Derfor ville partiet ikke stemme imod hele reformen. Desuden kunne SLD ikke holde til at fremstå som tætte allierede med præsidenten og hans parti PiS.

Jacek Kucharczyk forudser, at hele forløbet vil betyde en yderligere underminering af præsident Kaczynskis popularitet. Han forventer også, at vedtagelsen vil føre til protester fra nogle af de berørte faggrupper.

Fagbevægelsen Solidarnosc har protesteret mod reformen, og inden den blev behandlet første gang var der uro på flere arbejdspladser.


Unge polakker blandt Europas bedste til it og internettet

0


Børn og unge i Polen er blandt de mest flittige it-brugere i Europa. 72 procent af de 10-årige bruger internettet hver dag, og næsten halvdelen af dem har også en mobiltelefon, fastslår en ny undersøgelse fra Eurobarometer


Ifølge Eurobarometer har Polen de seneste par år avanceret sig til Top-10, når det gælder antallet af børn og unge med mobiltelefon og dagligt forbrug af internettet.

Vækst på få år

Det er kun tre år siden, at de yngste polakker – fra 6 til 17 år – lå bagerst i statistikken: kun 32 procent af børnene havde i 2005 deres egen mobiltelefon, mens det europæiske gennemsnit var på 36.

I dag har 75 procent af de polske børn deres egen mobiltelefon. Andelen på 75 % betyder, at de unge polakker nu har overhalet deres jævnaldrene i Tyskland (63 %), Storbritannien (58 %) og Frankrig (50 %).

Ny foto-rekord

Næsten 42 procent af de polske 6-10-årige har også deres eget kamera til fotografering. Det europæiske gennemsnit er på 26 procent. I Tyskland er det 32 procent af børnene, der ejer et kamera, i Storbritannien 24 procent og i Frankrig er det bare 7 procent.

Tre ud af fire på internet

Unge polakker er også blandt de mest ivrige efter at bruge internettet – 72 procent af de polske unge bruger nettet hver eneste dag. Til sammenligning er det kun 34 procent af de unge italienere, der er på internettet dagligt.


Dansk tekstil-koncern slipper for at betale skat i Polen

0

Den danske vaskeri-gigant Berendsen har med en investering på 25 mio kroner fået skattely ved den polske by Krakow. Foto: Berendsen.


Den danske tekstil-koncern Berendsen har opnået skattefrihed i Polen, oplyser det officielle polske agentur for udenlandske investeringer, PAIZ, sent torsdag. Berendsen vil investere mindst 25 mio danske kroner, men slipper til gengæld for at betale skat.


De polske myndigheder (Forvaltningen for Krakow særlige økonomiske Udviklingszone) har givet tilladelse til den danske Berendsen-koncern til at opføre et miljøvenligt renseri i Tarnow. Samtidig er koncernen godkendt til en række goder – blandt andet skattefrihed.

Kendt i Polen

Den danske koncern vil investere mindst 25 millioner danske kroner i et moderne miljø-venligt renseri til tekstiler, og det ventes at give 70 nye arbejdspladser.

Berendsen har været på det polske marked siden 1996, og arbejder indenfor hotel- og restaurationsservice, hospitals- og plejehjemsservice, beklædningsservice og måtteservice.

Sophus Berendsen, som grundlæggeren hed, startede virksomheden i 1854 ved at sælge glas og stål.

Udviklingsområde

I Polen findes særlige økonomiske zoner, hvor virksomheder kan godkendes til at opnå særlige favorable vilkår ved etablering. Tarnow, der er en del af Krakow Technology Park, er en af dem, og det er her den danske tekstilkoncern har fundet skattely.

I år har Tarnow-området opnået tilsagn om investeringer på i alt 2 milliarder danske kroner, der samlet set anslås at skabe 250 nye arbejdspladser.

Link til nyheden på PAIZ hjemmeside (engelsk)


EU formand: Præsident Kaczynski holder ikke ord

0

EU formand og Frankrigs præsident Sakozy på besøg i Gdansk tidligere på måneden sammen med premierminister Donald Tusk. Den polske præsident deltog ikke. Foto: Martin Bager, polennu.dk.


Det sagde Frankrigs præsident, og afgående EU-formand, Nicolas Sarkozy i går til Europaparlamentet i Strasbourg. Polens præsident nægter at underskrive Lissabon-trakten, selv om han personligt har indgået aftalen.


– Præsident Kaczynski har ikke holdt ord. Traktaten blev ikke forhandlet af den nuværende premierminister Donald Tusk, men af præsident Kaczynski og hans tvillingebror, som ledede den polske regering på det tidspunkt, sagde en tydelig irriteret franske præsident og afgående formand for EU.

Rettigheder og pligter

I sin afskedstale som EU formand, sagde den franske præsident Sarkozy også, at Polen ikke kun har rettigheder i forhold til EU, men også pligter – med henvisning til den manglende underskrift fra den polske præsident.

Støtte til Polen

Den afgående EU formand understregede også, at han havde hjulpet Polen igennem de svære klimaforhandlinger og støttet de polske synspunkter. Det var Tusk og Sarkozy der på intense møder i Gdansk tidligere på måneden, fik lavet aftalen mellem EU og Polen om klima- og energipakken.

I går tilsluttede EU parlamentet sig klima og energiaftalen, som de 27 lande var blevet enige om i sidste uge. EU formandskabet overtages af Tjekkiet fra 1. januar 2009.


Bødlen fra Katyn udpeget af russisk organisation

0

Monument i Polens hovedstad, Warszawa, til minde om de faldne under Anden Verdenskrig. Foto: Peter Malberg, polennu.dk.


Den russiske borgerretsorganisation, Memorial Society, har fundet en liste med navnene på hemmelige sovjetiske agenter, der stod bag krigsforbrydelserne i Katyn i 1940, hvor cirka 22.000 polakker blev henrettet ved nakkeskud, skriver Gazeta Wyborcza.


Manden, der er udpeget som den hovedansvarlige for massemordene ved Katyn i 1940, var Vasilij Blochin, der på det tidspunkt var 45 år gammel. Han arbejdede for KGB’s forløber, NKVD, som stod bag de makabre henrettelser af fremtrædende polakker i skovene ved Katyn, fremgår det af dokumenter som russiske forskere og menneskerettighedsforkæmpere har gravet frem.

50.000 menneskeliv

Blochin’s første ofre var systemkritikere, der fra 1927 blev likvideret og gennem næsten tredive år var det hans vigtigste opgave at fjerne modstandere af det kommunistiske Sovjetunionen. Ifølge de nye opdagelser var Blochin ansvarlig for mere end 50.000 menneskers død.

Stalins betroede

Optegnelserne viser også, at Blochin havde et fortroligt og personligt forhold til Sovjetunionens leder – Josef Stalin – der brugte Blochin til at fjerne mange af hans fjender, både de reelle og de opdigtede.

Sovjetunionen – eller SNG – indrømmede først i 1992, at Katyn henrettelserne blev iværksat på personlig ordre fra Stalin, men havde siden 1940 påstået, at det var nazistiske soldater der var ansvarlig for henrettelserne. Rusland har igen siden 90’erne nægtet, både at anerkende massakren som folkedrab og at retsforfølge de skyldige, som stadig er i live.

Russisk forsker bag opdagelser

Det er den russiske forsker Nikita Pietrov, der sammen med den russiske borgerrettighedsorganisation Memorial Society har fundet listen med de russiske officerer fra NKVD – som var med i Katyn-massakren.

Læs mere om Katyn på polennu.dk

Hør DR udsendelsen ’Dr. Thramsens rapport’

Læs om bogen ’Kraniet fra Katyn’


120 milliarder danske kroner til ren polsk luft fra EU

0

Polen modtager milliardtilskud fra EU kassen for at begrænse CO-2 udledningen ved afbrænding af kul. Foto: Martin Bager, polennu.dk.


Massive miljøinvesteringer i Polen de kommende år. EU ventes at give landet 120 milliarder kroner til at begrænse generne fra afbrænding af CO-2 skadelig kul.


EU-statsledernes aftale om klimapakken giver Polen kontante fordele. 120 milliarder kroner til den stærkt forurenende afbrænding af kul i landet. Polen er selvforsynende med energi, men med kul som vigtigste råstof. Netop kullet er en hindring for, at Polen kan foretage yderligere begrænsninger i CO-2 udslippet uden en særlig indsats. Med pengene fra EU – og overgangsordninger – har den polske regering tiltrådt det franske kompromis.

Mål er blevet indfriet

Polen har hele tiden været imod, at CO-2 kvoterne skulle kunne handels for penge som på en aktion, eller, som den polske regerings repræsentant i Danmark, ambassadør Adam Halamski, udtrykte det i august til polennu.dk:

– Princippet om CO-2 kvoter med det formål at begrænse udledningen er en god tanke, men det er ikke en god idé, at kvoterne skal være en handelsvare, som udbydes til højestbydende på en europæisk auktion. De klimamæssige aspekter må vægte højere end hensynet til udviklingen af et nyt forretningsområde. Polen vil alligevel ikke stå i vejen for en internationale løsning om handel med kvoter, men det kan tidligst ske med virkning fra år 2020, så energisektoren i bl.a. Polen kan få tid til at gennemføre de nødvendige omstruktureringer, sagde ambassadøren for nogle måneder siden.

Den endelige aftale

EU’s statsledere tog højde for bl.a. Polens særlige energimæssige problemstillinger, og har aftalt en løbende overgang for begrænsninger af CO-2 udslip og med en store andel af gratis kvoter, selv om de alligevel bliver solgt på auktion.

Se hele aftalen mellem EU’ statsledere på dansk herunder:


Polen mindes krigsrets-tilstanden december 1981

0

Kampvogne, pansrede mandskabsvogne og mindst 100.000 soldater blev sat ind, da Solidarnosc blev forbudt 13. december 1981. Arkivfoto.


– Vor nation befinder sig på kanten af en afgrund, sagde general Jaruzelski for 27 år siden, da han mørklagde Polen og indførte krigsretstilstand. Årsdagen blev markeret flere steder i denne weekend.


Warszawa var på den anden ende i weekenden. Et gigantisk iscenesat show fyldte hovedstadens centrale bydele. Frivillige havde klædt sig ud som det forhadte militærpoliti fra kommunist tiden, og kæmpede i dagens anledning mod rebelske polakker i et orgie af lyd-effekter, fyrværkeri, kampvogne og underholdning.

Kampe foran Kongeslottet

De voldsomste ’kampe’ fandt sted foran Kongeslottet i centrum af Warszawa. Her kaldte det realistiske show følelserne frem hos flere af de polakker, som husker begivenhederne for 27 år siden. Mange havde taget opstilling for at følge de ufarlige kampe fra sidelinjen.

Over hele Polen

I Sct. Anne’s kirke blev der holdt gudstjeneste til minde om ofrene for krigsretstilstanden, og tilsvarende messer fandt sted i kirker overalt i Polen i denne weekend. I byerne Lublin og Lodz var der også – som i Warszawa – iscenesatte gadekampe til ære for publikum.

En sort dag i polsk historie

Krigsretstilstanden blev indført den 13. december 1981 af general Jaruzelski, efter flere måneders uro og uoverensstemmelser mellem myndighederne og østblokkens første frie ’fagforening’, Solidarnosc. Magten i landet blev fra samme dag overdraget til WRON (Kommission for nationens frelse) og den var ledet af manden der er kendt for sine mørke solbriller, general Jaruzelski.

Ballade-magerne

I sin tale fra dengang sagde generalen, at de bare 5 – 6 personer der skabte uro ville komme i husarrest, mens krigsretstilstanden i virkeligheden betød internering af mere end 5.000 Solidarnosc-aktivister fra hele Polen.

Utallige tanks, andre køretøjer og mindst 100.000 soldater blev sat ind for at håndhæve udgangsforbud, forsamlingsforbud etc. – kun et sted kunne polakkerne fortsat mødes, og det var i kirken. At udfordre den katolske kirke ville være en alt for stor mundfuld for de polske myndigheder og for styret i Kreml.

Lech Walesa gik frivilligt

Allerede natten til den 13. december var Lech Walesa blevet hentet af det hemmelige politi med ordene:

– Du må følge med. Jaruzelski vil tale med dig!

Folkene omkring den populære strejkeleder var villige til at bruge våben mod magthaverne, men Lech Walesa afviste al form for vold:

– Nu har de tabt, sagde Solidarnosc-formanden trøstende til sine tilhængere, da han blev kørt væk.

Ingen kender dødstallet

Men det var ikke alle steder, at det gik lige fredeligt for sig. En lokal Solidarnosc formand ved kulminen Wujek i det sydlige Polen blev gennembanket af politiet, og 2.000 minearbejdere besatte i protest kulminen og mange mistede livet.

Der findes ingen præcise tal for, hvor mange mennesker der døde under krigsretstilstande, men de officielle tal fra dengang, siger at kun ni mennesker – politifolk og borgere – mistede livet.

Den oplysning er dog for længst tilbagevist af sagkundskaben.

Kilder: Polskie Radio og bogen: Balladen i Gdansk – vejen til et nyt Europa (Forlaget Storm 2005).