Valuta:100 PLN koster 172,38 DKK
Mandag 23 juli 2018

Europa har truffet et klogt valgt

Donald Tusk er et godt valg for Europa, mener chefredaktør Jens Mørch, polennu.dk.<a href="http://www.foto-maja-g.dk/Biography"> Foto: Maja Giannoccaro.</a>
Europa har truffet et klogt valg, ved at udpege Donald Tusk som ny EU-præsident.
31. august 2014 - 2:27

Selv om mange danskere og mange medier, er skuffede over at det ikke blev danske Helle Thorning-Schmidt, der blev valgt til et topjob i EU, så er valget alligevel perfekt for Danmark – og for Danmarks position i EU. Danmark og Polen har stærke relationer og Tusk og Thorning kommer usædvanligt godt ud af det med hinanden. I maj var det danske Kronprinsepar på officielt besøg i Polen, og i september har Polens største filmfestival i Gdynia fokus på Danmark og danske film. Båndene mellem Danmark og Polen er stærke, og har næppe tidligere været stærkere. Desværre, er der mange danskere, der fortsat lever i en uvidende og fordomsfuld forestilling om Polen og polakkerne anno 2014.

Men valget af 57-årigeTusk gavner ikke bare danske interesser, det er en gevinst for hele Europa. Det er kun 25 år siden, at Polen kom ud af kommunismen og styret i Moskva, og Donald Tusk har været med på hele rejsen. Og Donald Tusk har alle dage været idealist og nationalist på den gode måde. Den drivkraft, der har fået ham til at kæmpe den polske sag.

Unge Donald var student i Gdansk i 1980’erne, og var aktivist i studenterbevægelsen mod kommunismen. Han startede flere illegale studenterforeninger i kampen for Polens frihed. Han var også journalist for et af de illegale studenterblade på samme tidspunkt, hvor det mest berømte ikon for den kamp, Lech Walesa, havde startet strejken på skibsværftet i Gdansk i 1980 – en strejke der blev afsluttet i dag for 34 år siden – og som betød, at Polen fik sin frihed tilbage ved de første delvist frie valg, den 4. juni i 1989. Det nyeste Polen har bare 25 år på bagen.

Det har været anledning til meget kritik, at Tusk ikke kan tale engelsk og tysk. Det er for det første ikke korrekt - sandt nok er han ingen engelsk sprogekspert, men han kan dog kommunikere på sproget, mens han endda er god til tysk.

Donald Tusk indledte sin takketale lørdag på engelsk, men slog over i polsk, da det var hans sidste tale som Polens statsminister i Bruxelles, som han udtrykte det. Med ironisk henvisning til kritkken, lovede han at tale engelsk når han skulle tiltræde. For takketalen til Europa skulle landsmændene have på første parket, for valget i dag er ikke bare valget af Tusk, men også et stærkt signal fra EU til polakkerne om at Europa gerne vil Polen, ligesom Polen vil EU.

Trods sine tvivlsomme engelskundskaber, så kan Tusk perfekt russisk.. – og det er vel, i den aktuelle krise mellem EU og Rusland – nok i virkeligheden langt mere vigtigt end mange af de traditionelle sprog, som der findes tolke til overalt. For slet ikke at tale om den kulturelle forståelse af russerne, som Tusk også besider.

Derfor er det meget godt set af de europæiske ledere, at vælge en erfaren mand – og en mand, der ved hvordan man tænker og handler med Rusland. Uden Polens indsats i forhandlingerne mellem EU og Rusland, havde situationen formentlig været om muligt langt værre end tilfældet er. Tusk har da også advaret sine europæiske ledere om den fareturende udvikling i Rusland, hvor forsvarsudgifterne er eksploderet de senere år. Tiden har vist, at Polen og Tusk har haft ret i sine advarsler. Det er formentlig en afgørende faktor for, at Europa har valgt Tusk til jobbet som rådspræsident.

Donald Tusk er en sand patriot. En patriot der hele livet har kæmpet for Polen og den polske sag. Men han er også ærke-europæere, og vil formentlig kæmpe Europas sag på samme overbevisende måde som han har kæmpet den polske. Og Tusk er både dygtig, flittig og skarp. Han har et venligt sind, og virker umiddelbart meget blid og folkelig. Derfor er han også flere gange valgt som Polens mest populære politikere. Men tag ikke fejl. Bag det ydre venlige væsen, gemmer der sig også en konsekvent politiker der både har indsigt og gennemslagskraft nok, til at få ting til at ske. Han har styret Polen gennem finanskrisen, og gjort landet til et af Europas mest vækstramte lande. En konsekvent og målrettet herre.

Men han har også måtte tage afsked med mange parlamentsmedlemmer, der er sprunget fra hans Borgernes Platform (PO) til andre partier – eller dannet deres egne, ligesom også mange ministre har måttet finde udgangen under Donald Tusk.

Men Tusk’s resultater, kan ingen være i tvivl om.

I 2003 blev han formand for Borgernes Platform (PO) og i 2005 stillede han op mod Lech Kaczynski som Polens præsident. Donald Tusk vandt første runde af præsidentvalget stort. Det fik sat de kreative kræfter i gang hos Lech Kaczynski og hans stab, og pludselig kunne man læse i de polske medier, at Donald Tusk’s far, kæmpede for tyskerne under Anden Verdenskrig. Og den slags ting, bryder polakkerne sig ikke om. Det viste sig også siden, at beskyldningerne var grundløse. Men da var det for sent. De urigtige beskyldninger betød at Lech Kaczynski blev valgt som præsident i valgets anden runde. At beskyldningerne overhovedet kunne komme på tale, hænger sammen med, at Donald Tusk er etnisk kasjuber. Et folkeslag der har etnisk oprindelse i Gdansk regionen, som på skift har været polsk og tysk. Mange kasjuber har tysk oprindelse, og kasjuberne har da også sit eget sprog, selv om de fleste kasjuber i dag opfatter sig som polske. Kasjuber kræver hverken deres eget land eller by, men kan bedste sammenlignes med venligsindede grupper af danskere, som f.eks. nordjyder, med sin helt egen kultur. Alle kasjuber blev tvunget til at arbejde for tyskerne, og derfor var det svært for Tusk at afvise beskyldninger. På den baggrund blev Donald Tusk ikke præsident i 2005.

To år senere vandt han parlamentsvalget, og kunne danne flertal-regering med det Polske Bondeparti, der har tre ministerposter – herunder posten som vicestatsminister.

I 2011 blev Donald Tusk genvalgt, som den første polske statsminister siden kommunismens kollaps i 1989. Der har på intet tidspunkt været tvivl om Donald Tusk tilslutning i meningsmålinger i hovedparten af hans regeringsperiode. Men for bare få måneder siden kom de første meningsmålinger, der gav oppositionen flertal og dermed et regeringsskifte. Donald Tusk bliver straffet af flere årsager. En ny pensionsrefom har sat sindene i kog, og polakkerne mener også at Donald Tusk er passiv overfor Rusland i sagen om Smolensk ulykken, der for mere end fire år siden kostede den polske præsident Lech Kaczynski livet i Rusland. Putin har fortsat ikke udleveret vraget, selv om Polen har bedt om det utallige gange og på alle niveauer.

Også en aflytningssag tærer på Tusk-regeringens popularitet. Ikke fordi Tusk er blevet afsløret i noget, men flere af hans ministre er blevet aflyttet under private samtaler, og mange polakker mener at Tusk bør straffe de ministre, der blev afsløret under de hemmelige aflytninger.

Stemningen i Borgernes Platform er meget anspændt på grund af de dårlige meningsmålinger, og der er ingen garantier for at det store regeringsparti kan holde sammen på sig selv, når den stærke formand tager turen til Bruxelles.

Donald Tusk bor i det polske ferieparadis, Sopot mellem Gdansk og Gdynia sammen med sin kone. De har to børn, og et barnebarn.

Feriebyen Sopot er stedet hvor de kommunistiske pampere, dem der havde opført sig pænt, blev belønnet med kvinder og sprut i den populære badeby. Det var også her, at Østblokken gennemførte sig eget Melodi Grand Prix på det legendariske Hotel Grand. Sopot er den by i Polen, der har borgerne med de højeste indkomster i Polen.

Donald Tusk er fodboldfan om en hals, og er lokalt fan af Lechia Gdansk. Polen har nogle af Europas mest moderne fodboldstadions, der blev bygget forud for EM 2012 i Polen og Ukraine. Og dette er ikke mindst på grund af Tusk's indsats. For Donald Tusk er målrettet.

EU får med Donald Tusk en kompetent verdensmand, som er det bedste kort Europa kan spille i den verserende krig i Ukraine, og i krisen med Rusland. Selv om Putin er træt af polakkerne, så har Vladimir Putin og Donald Tusk et gensidigt godt og respektfyldt forhold til hinanden. Og det har EU brug for, hvis freden i Europa skal opretholdes. Det ved EU’s ledere godt – og det er også et klart signal til Putin og Moskva.

polennu.dk ønsker ikke bare Polen tillykke med valget af Donald Tusk – men lykønsker hele Europa. EU står med den nye formand for Europa-Rådet med et stærkt kort på hånden, overfor de meget tunge udfordringer der hviler over Europa og i flere nabolande…..

EMNE

Mest læste (Danmark)

Seneste

Mest læste (i dag)

Seneste

Polen

Vejret

I dag, 23. juli 2018
18:00-00:00

Skyet

Skyet
25 °C

I dag, 23. juli 2018
18:00-00:00

Skyfrit

Skyfrit
23 °C

I dag, 23. juli 2018
18:00-00:00

Delvis skyet

Delvis skyet
25 °C

I dag, 23. juli 2018
18:00-00:00

Delvis skyet

Delvis skyet
26 °C

I dag, 23. juli 2018
18:00-00:00

Opholdsvejr

Opholdsvejr
26 °C