Valuta:100 PLN koster 175,60 DKK
Torsdag 19 oktober 2017

Historisk vigtigt NATO topmøde

Analyse og vurderingen af NATO, Polen og Danmark forud for alliancens topmøde i Warszawa af polennu.dk chefredaktør Jens Mørch.
8. juli 2016 - 3:02

I dag er præsidenter, statsministre, udenrigsministre, militærfolk og mange andre ledere samlet til NATO topmøde i Polens hovedstad. 56 delegationer fra alliancens medlemslande og samarbejdslande er på plads i Warszawa. Det er et vigtigt topmøde for NATO medlemmerne, men især for Polen, der for første gang er vært ved et NATO-topmøde og som har vigtige nationale emner på højkant.

Fra Wales til Warszawa

Topmødet i Warszawa – det seneste var i Wales for to år siden - bliver da også meget andet end blot skåltaler, kollegialt samvær og medaljer, selv om de fleste konklusioner er skrevet på forhånd. For situationen er speciel. Ikke siden den Kolde Krigs afslutning har verdensfreden været så skrøbelig som nu, og ikke siden har forholdet til Moskva været så dårligt som nu for NATO, EU, USA, Danmark og Polen.

Baser i Polen og Baltikum

Derfor har det også været en polsk topprioritet at få NATO baser i Estland, Letland, Litauen og Polen, som en del af resultatet på topmødet. Det gik regeringen til valg på i oktober, og det har været målet for præsident Dudas besøg i alliancemedlemmernes hovedstæder de seneste måneder. Men sådan bliver det ikke. Og det er der flere grunde til.

Ingen provokationer

NATO landene ønsker ikke en yderligere optrapning af spændingerne i forhold til Rusland, selv om russerne selv har sat sig uden for det pæne internationale selskab. Siden den russiske invasion af Georgien i 2009 har Polen med daværende statsminister Donald Tusk i spidsen, advaret USA, sine NATO allierede og andre der ville lytte, om at Putins Rusland lige siden har optrappet de militære muskler i Europa. Også inden det gik galt, var Polen i front for at få Ukraine ind i EU, men manglende indsigt i forholdene var formentlig årsagen til den helt forfejlede politik overfor Kiev.

LÆS OGSÅ
polennu.dk LEDER: Selvmål i Ukraine

Alle interesserne

Økonomiske interesser og russisk lobbyarbejde betød, at Rusland skulle gå så langt – eller faktisk længere – end til at besætte Krim og det østlige Ukraine i 2014, før det gik op for resten af verden, at Polens advarsler ikke bare var polsk indenrigs politik, men en seriøs iagttagelse der byggede på efterretninger, kendskabet til den russiske mentalitet og retorik.

Kulde i to år

NATO afbrød det militære samarbejde med Rusland i kølvandet på Ukraine-invasionen og efter brudene på Minsk-aftalen, men har dog sideløbende ønsket en dialog med russerne. Selv om dialogen har fundet sted, så har det mest af alt været en formel foranstaltning for at vise, at NATO arbejder henimod en fælles forståelse, trods konflikterne og russernes militære oprustning i Østersøområdet. Men dialogen har været halvhjertet, kølig og uden nogen form for resultater eller gensidig forståelse. I stedet har russiske leder kastet om sig med trusler mod sine naboer.

Russisk oprustning

Siden har den russiske militære optrapning af konflikten i Østersøen taget fart, russiske fly har gentagne gange gennemført simulerede angreb på blandt andet Danmark, Rusland har truet samtlige lande omkring Østersøen med militær gengældelse hvis landene lavede tilnærmelser til NATO, deltog i opstilling af missil forsvarssystemer, og andet der ikke lige passer den russiske ledelse.
Meningsdannere udenfor Rusland – men med hjertet i Moskva – har længe argumenteret for, at det er NATO der unødigt provokere Rusland ved at optage flere medlemmer i alliancen, og ved at rykke NATO’s grænser tættere på Rusland. Men det er ikke virkeligheden.

Russiske grænser

Den tidligere polske udenrigsminister Radek Sikorski, som også har advaret USA, NATO og EU om russernes oprustning allerede i 2009, har udtrykt den russiske logik på denne måde:
– Jeg forstår godt, at Rusland vil have sikre grænser. Men jeg forstår bare ikke at en russisk grænse først er sikker, når der er russere på begge sider af den.

Magien der blev væk

Rusland har derimod bevidst manipuleret rundt med sine naboer og partnere, og har mageligt kunne læne sig tilbage, da Putin igen og igen har haft succes med at splitte USA, EU-landene og andre nationer ud mod hinanden. Men efter 2014 var det spil slut, eller i al fald på stand by. For første gang stod Putin overfor et samlet EU, USA og NATO. Og den skyttegravskrig har ikke flyttet sig siden i Europa, om end der har været mindre sprækker. Andre steder har Putin til gengæld kunnet skabe splittelse i Europa, blandt andet ved at til skønne nye flygtningestrømme fra Syrien, men det er en ganske anden sag.

Sovjetunionen tilbage?

Argumentet om, at Putin må have noget af sit gamle Sovjetunionen tilbage, er også en ubegrundet tese – eller et halvreligiøst mantra. For det første bør det være en urokkelig fælles værdi, at borgere og befolkninger skal være herrer i eget hus, og ikke styres af fremmede hovedstæder eller diktatorer, uanset om man bor i Ukraine, Polen, Tyskland eller Danmark. Den kendsgerning bør der ikke være to meninger om, blandt civiliserede mennesker. For det andet: Hvilket berettigede krav har Moskva på de tidligere Warszawa-pagt lande?

Ruslands krig skabte storheden

Sovjetunionens storhed i Europa blev dannet på baggrund af en krig som Moskva – eller rettere: Ruslands diktator Josef Stalin - selv var med til at starte i 1939 efter en aftale med sin tyske kollega Adolf Hitler. Dengang var Sovjetunionen ikke dominerende i Europa, og blev det kun i kraft af aggressiv adfærd sammen med Hitler. De to stod last og brast om at knuse blandt andet Polen og jøderne. Den krigeriske alliance holdt som bekendt ikke, og i 1941 gik Tyskland til angreb på Rusland, der siden med vestlig hjælp indtog Berlin i 1945. Giver det Putin ret til at kræve landområder tilbage efter en angrebskrig?

Store tab

Den Røde Hær led store tab i menneskeliv, da de skulle have hævn over tyskerne – den tidligere krigspartner - men mange af tabene i hæren gik også ud over ukrainere og andre nationaliteter, der kæmpede for Moskva. Og sejren over Nazityskland i 1945 var heller aldrig kommet i hus uden forsyninger og assistance fra USA med våben, skibe, mad og andet udrustning til krigen mod tyskerne. 80 procent af det russiske forbrug fra 1941 kom fra USA. Denne kendsgerning synes også helt at være glemt i vurderingen af de russiske krav til territorial storhed, hvis man på udemokratisk vis, vil se helt bort fra befolkningernes ønsker. Og sandheden om den grumme russiske rolle i krigen forsøger de russiske historikere og ledere bekvemt og meget dygtigt, at krybe uden om ved at betegne Anden Verdenskrig (1939-1945) som Den Store Fædrelandskrig (1941-1945). To år er udeladt til trods for at Sovjetunionen havde aftalt krigen med tyskerne, besat Polen den 17. september 1939 og blandt andet udslettet hele den polske elite i den såkaldte Katyn-massakre, hvor også de efterladte blev tvangsdeporteret til Asien.

NATO strategi

Det er glædeligt, at NATO endelig har luret den russiske tankegang. Ingen ønsker yderligere militær optrapning, men den store russiske optrapning af tropper langs NATO’s grænser i Europa – oprustningen på baserne i Hviderusland og i den russiske enklave Kaliningrad lige ud for Gdansk, giver ikke NATO andet valg – og slet ikke efter de dårlige erfaringer i Ukraine konflikten. Og Putin er aktiv på flere fronter. Massivt lobbyarbejde i Europa, optrapning af mediekrigen, oprettelse af russiske medier i udlandet, styrkelse af russiske minoriteter i de gamle Sovjet-stater ved Østersøen og andre udspekulerede veje til stridigheder og splittelse i Europa.

Nødvendigt udtryk

Kun et klart signal til Putin om at der bliver slået hårdt igen hvis han overtræder flere grænser eller aftaler, kan afholde den russiske diktator fra flere unødige provokationer, eller konkrete forsøg på nye landevindinger. Derfor er det både nødvendigt og et klart signal til Putin, at fire enheder med tusinde soldater i hver, udstationeres i Estland, Letland, Litauen og Polen, som et udtryk for at NATO landene holder sammen i forsvaret af alliancens grænser, ikke mindst i kølvandet af de mange trusler. Det virker til, at kun det at vise stor styrke og sammenhold, kan give den fornødne respekt og afskrækkelse overfor Rusland og overfor den tidligere KGB chef og nuværende præsident Vladimir Putin, til at han mister modet til flere chikanerier.

LÆS OGSÅ
polennu.dk: NATO sender 4.000 soldater til Østersøen


Multinationale styrker

Styrkerne bliver under amerikansk, tysk, britisk og canadisk ledelse, og med deltagelse fra de fleste NATO-lande. Danske soldater skal til Estland, der grænser direkte op til Rusland. Danmarks statsminister oplyser, at 5.000 danske soldater vil have været aktive i Østersø-området inden årets udgang. Fornylig deltog mange af dem i en stor militær øvelse i Østersøen, der skulle vise Putin at NATO har til hensigt at forsvare sig, hvis han skulle få flere gode ideer.

Danmark tvunget i knæ

Men det er ikke kun Putin man ser skævt til de næste dage i Warszawa. Også Danmark er under hårdt pres på topmødet. På det seneste NATO møde i Wales lovede Danmark at give to procent af bruttonationalproduktet til militære formål, men Danmark halter stadig langt efter de andre lande med bare 1,15 procent. Flere lande, deriblandt Polen, har allerede skruet bidraget op på de aftalte to procent. Derfor må man også forvente, at den danske udenrigsminister Kristian Jensen eller Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen fredag vil meddele sine partner, at Danmark øger sit bidrag. Alt andet, vil skabe være en umulig situation for Danmark under de aktuelle forhold, og det vil svække Danmarks troværdighed og internationale anseelse, hvis vi fortsat undlader at bidrage økonomisk til fællesskabet. De nyindkøbte kampfly er ikke nok for alliancepartnerne. USA betaler i øjeblikket henved 70 procent af NATO’s udgifter i Europa.

Irritation over Polen

Selv om Polen formentlig klarer logistikken og NATO topmødet på samme høje niveau som ved andre store events i landet, så er der også blandt stats- og regeringslederne stor irritation over den polske ledelse. Det er NATO-lederne bekendt, at det alene er Polens stærke mand – Jaroslaw Kaczynski – der tager beslutningerne i Polen, og det har vennerne i alliancen også kunnet mærke. Det kan virke nytteløst, at fører forhandlinger med en præsident, en udenrigsminister eller andet, som reelt ikke selv er i stand til at tage en beslutning.
Polens vedholdende krav om NATO baser er og har været et stort irritationspunkt for Polens partner i NATO, der med den tidligere regering havde skabt konsensus med en aftale om ikke at kræve baser i de fire lande, mod at NATO til gengæld sikrede Polen og de baltiske lande gennem skibe i Østersøen og ved udsendelse af multinationale enheder, som det nu også formelt besluttes.

USA bestemmer i Polen

Polens NATO-partnere har også gjort det klart overfor polakkerne, at man ikke tåler nogen unødige provokationer i forhold til Rusland fra polsk side, og det tilsagn har Polen måttet give for at opnå den nødvendige sikkerhedsgaranti og beskyttelse. Polen har også måtte afgive suverænitet til USA, der nu reelt har overkommandoen over de samlede militære styrker i Polen.

Kritik af demokratisk tilstand

Det øger heller ikke tilliden til den polske ledelse fra NATO’s side, at såvel EU som USA har udtrykt stor kritik af de polske fiflerier med tredelingen af magten i det nye demokrati. Det er direkte dumt af den polske ledelse, at den ikke forstå hvor stort et problem det er, når der kan sættes spørgsmålstegn ved et lands demokratiske fundament. Amerikanske og europæiske ledere har talt for døve øre i kritikken af Polens problemer med blandt andet forfatningsdomstolen, og selv om polakkerne har fået sin vilje denne gang med tropper i landet og øget sikkerhed, så er der absolut heller ingen tvivl om, at Polen har opbrugt sin goodwill kvote, og uden den aktuelle fælles trussel fra Rusland havde polakkerne næppe fået nogen som helst garantier, før der var en tilfredsstillende løsning på kritikken fra blandt andet Venedig kommissionen.

LÆS OGSÅ
polennu.dk: Løftet pegefinger til Polen fra Lars Løkke

Noget for noget

Europa og NATO har forstået og handlet på bekymringen fra de tidligere Warszawa-pagt lande, der i dag er medlem af NATO. Danmark må naturligvis øge sit økonomiske bidrag til forsvaret af Europa ved at komme tættere på de to procent af BNP, som vi allerede har lovet.

Polakkerne må forstå, at resten af verden nu har lyttet til de polske bekymringer og handlet. Nu må polakkerne til gengæld lytte til sine venner i EU, NATO og USA og overholde de demokratiske spilleregler i en fri verden. Ingen lande vil give øgede militære ressourcer til et land, som kan minde om et diktatur a la Hviderusland, som kritikere har sammenlignet forholdene i Polen med. Polen er et nyt demokrati, men det må ikke være en undskyldning for ikke at være et demokrati. Den polske ledelse – eller Kaczynski som er den enevældige hersker - må nødvendigvis forstå, at man i ethvert venskab må lytte og vise gensidig respekt, hvis man mener noget med venskabet, og hvis man har et oprigtigt ønske om at fastholde det. ”Solidarnosc” kalder man det også i Polen.

Venskab under pres

Polen må også forstå, at nationens venner og alliancepartnere i udlandet også er under pres for den militære oprustning i øst, og for sanktionerne mod Rusland. Der er stærke kræfter i Europa – ikke mindst i Tyskland - der foretrækker øget samarbejde med Rusland på bekostning af polakkerne og de baltiske lande, og derfor må Polens ledelse ikke gøre det sværere end nødvendigt for de som er i forsvar for Polen. Det virker som om at den polske ledelse slet ikke har forstået, hvor vigtig det demokratiske fundament er for nationer i en fri verden. Det indenrigspolitisk drilske spil og gamle had, må polakkerne altså snart vise format nok til at ligge på hylden, og sikre at Polen får status som en moderne og demokratisk stat i Europa.

Trods løfter ved skåltalerne i Warszawa i aften, så kan en uansvarlig polsk ledelse hurtigt gøre NATO topmødets sikkerhedsgarantier komplet værdiløse, og placere Polen i en umulig klemme mellem Rusland og Tyskland, som det er sket før…

Jens Mørch, chefredaktør, polennu.dk

LÆS OGSÅ
polennu.dk LEDER: Fred i Europa er ikke en selvfølge

EMNE

Mest læste (Danmark)

Seneste

Mest læste (i dag)

Seneste

Polen

Vejret

I dag, 20. oktober 2017
00:00-06:00

Skyet

Skyet
10 °C

I dag, 20. oktober 2017
00:00-06:00

Skyet

Skyet
10 °C

I dag, 20. oktober 2017
00:00-06:00

Opholdsvejr

Opholdsvejr
11 °C

I dag, 20. oktober 2017
00:00-06:00

Skyet

Skyet
13 °C

I dag, 20. oktober 2017
00:00-06:00

Delvis skyet

Delvis skyet
10 °C

Debat

4. juni 2014 - 10:42
ØSTERBRO: Den 4. juni 1989 blev de første frie valg i Polen gennemført. Selv om det er 25 år siden er årsdagen mere aktuel end nogensinde før, skriver redaktør Jens Mørch.
26. maj 2015 - 12:19
DR Deadline dækkede omfattende den spanske kommunalvalg, men ikke præsidentvalget i Polen? - skriver Mr. East redaktør Ota Tiefenbock.
25. oktober 2015 - 1:49
Valget søndag den 25. oktober til parlamentet i Polen, er måske det mest spændende polske valg nogensinde.
13. marts 2016 - 20:04
Urszula Zarzycka, polennu.dk, skriver blog om Polens faste- og påsketraditioner.
8. juli 2016 - 3:02
Analyse og vurderingen af NATO, Polen og Danmark forud for alliancens topmøde i Warszawa af polennu.dk chefredaktør Jens Mørch.
26. november 2016 - 18:57
Advent og juletiden står for døren. Selv om den polske og den danske jul har sammenfald, er der alligevel store forskelle i tradition og skikke, skriver Urszula Zarzycka.

Profiler