Kristian Jensen: NATO topmøde skal vise solidaritet

kristian_jensen_polen_ambassadoer_polennu
Daværende udenrigsminister Kristian Jensen i selskab med Polens ambassadør. Privatfoto.

Det dansk-polsk-britiske sammenhold forud for NATO topmødet i Warszawa i juli fejler tilsyneladende ikke noget. Her er de store smil fremme i København mellem blandt andre den danske udenrigsminister Kristian Jensen og den polske ambassadør i Danmark, Henryka Moscicka-Dendys. Fredag var der konference i Udenrigsministeriet under titlen: Fra Wales til Warszawa – om det kommende NATO topmøde. Privatfoto.


KØBENHAVN: Danmarks udenrigsminister Kristian Jensen siger, at NATO topmødet i Warszawa skal bruges til at vise solidaritet.


Udenrigsminister Kristian Jensen talte fredag om den danske holdning forud for NATO-topmødet i Warszawa i juli. Ministeren understregede, at mødet skal bruges til at vise sammenhold og solidaritet i NATO overfor Rusland. Han fremhævede især det mangeårige polsk-dansk-tyske militære samarbejde på basen i Szczecin, som løbende tilføres flere ressourcer.

Uforudsigelig Moskva

– Vi ved aldrig hvad russerne kan finde på i morgen, sagde den danske minister på en konference i Udenrigsministeriet arrangeret af Polens og Storbritanniens ambassader.

– Vi vil gerne samarbejde med Rusland, men det skal være efter de værdier vi før er blevet enige om – ellers kan vi ikke, sagde Kristian Jensen.

Fredelige forandringer

– Da Europa blev genforenet i 1989 skete de store forandringer med fredelige midler og i overensstemmelser med befolkningernes ønsker. Ruslands annektering af Krim i Ukraine – i dag for to år siden – med krudt og kugler, er helt uacceptabel, sagde den danske minister.

Angreb regering på Bornholm

– Det er også uacceptabelt at russerne øvede et angreb på Bornholm, mens hele den danske politiske ledelse, Folketing og regering, var til Folkemøde på øen. Vi vil heller ikke finde os i, at Rusland gang på gang krænker vores luftrum. Derfor står Danmark også fast på en hård linje i sanktionerne overfor Rusland, så længe de ikke vil acceptere de demokratiske værdier, sagde en kontant dansk udenrigsminister fredag.

Gravkoen

– Hvis jeg havde en stor gravko, en meget stor en. Så ville jeg fjerne hele Rusland med den, og flytte det meget langt væk fra vores grænser. Men det kan jeg ikke, det er vores nabo i øst og vi må forholde os til den kendsgerning hele tiden.

Danmark i krig

Den danske minister sagde også, at i tilfælde af en væbnet konflikt med Rusland, så vil Danmark blive en absolut frontstat. Han henviste til den geografiske placering, de mange krænkelser og de historiske kendsgerninger.

– Vi vil stå sammen med vores partnere i NATO om at forsvare enhver trussel fra øst, og russerne ved godt, at NATO’s militære styrke er markant større end deres, sagde Kristian Jensen.

Dobbelt grænser

Polens tidligere udenrigsminister, Radek Sikorski, har tidligere udtalt til polennu.dk om den russiske adfærd:

– Vi forstår godt, at Rusland vil have sikre grænser. Men vi forstår bare ikke, hvorfor definitionen på en sikker grænse er, at der er russere på begge sider af den.

LÆS OGSÅ
Udenrigsministeriet: Kronik af bla. Danmarks udenrigsminister