KØBENHAVN: Maersk har besluttet at flytte flere maritime arbejdspladser til Gdansk i Polen. Medarbejderne er ikke blevet hørt, siger tillidsmand.
Maersk Drilling flytter medarbejdere fra deres kontorer i Stavanger i Norge til Gdansk i Polen, skriver det norske fagmagasin energi24.no.
– Det er naturligvis vanskeligt for en organisation, der har leveret gode resultater i alle årene, at blive informeret om, at Maersk planlægger at reducere tilstedeværelsen i Norge. Men vi vil stadig have høj aktivitet her, siger administrerende direktør Jakob Korsgaard, Maersk Drilling Norge.
– Vi gør dette for at styrke vores position, ikke fordi vi agter at forlade Norge, siger Korsgaard.
Han påpeger, at olieindustrien er i en usikker situation. Det er koncernledelsen i Danmark, der har taget initiativ til ændringen.
Maersk vil samle ekspertise
Korsgaard lægger ikke skjul på, at omkostningerne er lavere i Polen, men siger, at beslutningen ikke alene handler om omkostninger.
Maersk er glade for Gdansk
– Det er blandt andet, at Maersk ønsker at samle ekspertise ét sted, siger han. Der bores ikke efter olie i Polen, men der er en stor maritim sektor i Gdansk.
– Vi har været til stede i byen i mange år og har gode erfaringer med Gdansk, siger Maersk direktøren.
Men beskeden har ikke vakt jubel blandt de norske medarbejdere hos Maersk. Der er ikke sat tal på hvor mange arbejdspladser der skal flyttes, men Maersk Drilling har 50 ansatte i administrationen i Stavanger, og 600 på søen.
Frode Larsen, der er tillidsrepræsentant for de næsten 600 medlemmer af Industri Energi i Mærsk Drilling er utilfreds med beslutningen.
– Vi er slet ikke enige i denne beslutning, den er taget uden om os. Medarbejderne i Norge har ikke været en del af processen. Det er et diktat fra København, siger Larsen til det norske fagmedie.
Udflytningen af arbejdspladser fra Maersk i Stavanger til Gdansk ventes gennemført i løbet af indeværende år.
EKSTERNT LINK: Energi24 Norge