Polens topfolk til krisemøde om præsident-valget

Polske topfolk mødes i PiS-partihovedkvarteret, selv om formålet er, at der skal dannes ny regering. Arkivfoto.

WARSZAWA: Lørdag eftermiddag var der igen krisemøde i regeringspartiets hovedkvarter. Kaczynski ville have at det aflyste præsidentvalg skulle gennemføres allerede den 23. maj.

LÆS  EU holder fast i krav til Polen – flere penge tilbageholdes

Dramaet og det interne opgør i regeringskoalitionen om det polske præsidentvalg, der ikke er udsat på grund af corona-krisen, fortsætter. Lørdag var der krisemøde i regeringspartiets hovedkvarter Nowogrodzka, hvor partiformand Jaroslaw Kaczynski fastholdt overfor polske topfolk, at han ville gennemføre valget i maj. Udover PiS-formand Jaroslaw Kaczynski og koalitionspartneren Jaroslaw Gowin, deltog statsminister Mateusz Morawiecki, formanden for parlamentet Sejmen, Elżbieta Witek og ministrene Jadwiga Emilewicz, Jacek Sasin, Piotr Gliński, Mariusz Błaszczak i krisemødet i PiS-hovedkvarteret Nowogrodzka.

Regeringspartiets formand frygter, at Højesteret ikke vil godkende anmodningen om at aflyse valget, der skulle have været gennemført søndag. Højesteret kan afvise anmodningen af flere formelle grunde, blandt andet fordi den kommer fra lederne af to af de tre koalitionspartnere i Lov og Retfærdigheds partiets regering (Forenet Højre), og ikke fra parlamentet eller regeringen.

Krise kan koste regeringsmagten

Jaroslaw Gowin, der blev fyret som vicestatsminister fordi han ville udsætte valget, står fast på at valget skal udsættes, som aftalt. Og det er også hvad Kaczynski har lovet i sidste uge, efter at Gowin til gengæld lovede at stemme for, at et valg kan gennemføres alene med brevstemmer. De stemmer har Gowin leveret. Loven er allerede underskrevet af præsidenten.

Hvis Kaczynski alligevel vil forsøge at presse valget igennem i maj, vil Gowin og hans støtter trække sig fra regeringskoalitionen, har de meddelt. Det vil udløse en regeringskrise. Formentlig vil det også betyde nyvalg til parlamentet. Den kendsgerning skulle efter mødet stå klart for den magtfulde partiformand Kaczynski, og de seneste forlydende er da også, at Kaczynski har droppet tanken om et maj-valg af samme årsag, for ikke at risikere at miste regeringsmagten. Flere medier skriver også, at mødet i dag var så dramatisk, at den polske statsminister tilbød at trække sig, men det modsatte Kaczynski sig.

LÆS  EU holder fast i krav til Polen – flere penge tilbageholdes

Imens vi venter på højesteret

Dramaet om det polske præsidentvalg fortsætter, og den kommende uge – når Højesteret har taget stilling til anmodningen om formelt at aflyse 10. maj-valget – kan give et fingerpeg om hvornår polakkerne skal vælge ny præsident. Og det er ikke tabstallene under corona-krisen, der bliver afgørende for tidspunktet for valget, men alene det kompromis, som regeringskoalitionen kan finde sammen om, for ikke at miste regeringsmagten.

LÆS  EU holder fast i krav til Polen – flere penge tilbageholdes

Corona kan udsætte valg

Polens regering kan – uanset hvad Højesteret beslutter sig for – til enhver tid udskyde valget med hjemmel i forfatningens bestemmelser om naturkatastrofer, hvor corona-krisen kan omfattes. Men den regel vil Kaczynski ikke benytte sig af, da han med et helt nyt valg kan fastholde grebet om processen og valgdatoen. Det kan han ikke hvis aflysningen sker med henvisning til naturkatastrofe, da proceduren for det, er beskrevet nøje i forfatningen.

I disse tider…
Denne nyhed er ikke omfattet af en betalingsmur. Det er et valg vi har truffet hos polennu.dk, fordi vi så gerne vil udbrede kendskabet til vores naboland Polen til så mange danskere som muligt, og give et retvisende billede af forholdene i landet dag for dag. Hvis du vil støtte os i det arbejde med et bidrag, f.eks. 100 kroner, så vil vi være dig meget taknemlige. Du kan gøre det ved at trykke her. På forhånd, tak.