GDANSK: Mandag aften tænder polakker lys i vinduerne, for at mindes krigsretstilstanden der blev indført natten til den 13. december 1981.
Polakker og sympatisører verden over, tænder lys i vinduerne mandag aften klokken 19.30. Det sker som en markering af 40 års dagen for krigsretstilstanden. Den blev indført natten til den 13. december 1981, selv om forberedelserne havde stået på siden september.
Kampvogne, pansrede mandskabsvogne og mindst 100.000 soldater blev sat ind, da Solidarnosc samtidigt blev forbudt 13. december 1981. Telefonerne og andre kommunikationsmuligheder blev blokeret, og på radio og tv var det kun general og leder i Polen, Jaruzelski der tonede frem.
– Vor nation befinder sig på kanten af en afgrund, sagde general Jaruzelski – manden der er kendt for sine sorte solbriller – for 40 år siden, da han mørklagde Polen og indførte krigsretstilstanden.
En sort dag i polsk historie
Krigsretstilstanden blev indført efter flere måneders uro og uoverensstemmelser mellem myndighederne og østblokkens første frie ’fagforening’, Solidarnosc. Det var lykkedes Lech Walesa og Solidarnosc at indgå en historisk aftale om frie fagforeninger året før. Men Lech Walesa og hans kolleger var blevet for meget for de kommunistiske ledere og for Moskva.
Magten i landet blev derfor fra den 13. december 1981 overdraget til WRON (Kommission for nationens frelse).
Ballademagerne
I sin tale dengang sagde general Jaruzelski, at de 5 – 6 personer der skabte uro ville komme i husarrest, mens krigsretstilstanden i virkeligheden betød internering af mere end 5.000 Solidarnosc-aktivister fra hele Polen.
Utallige tanks, andre køretøjer og mindst 100.000 soldater blev sat ind for at håndhæve udgangsforbud, forsamlingsforbud etc. – kun et sted kunne polakkerne fortsat mødes, og det var i kirken. At udfordre den katolske kirke ville være en alt for stor mundfuld for de polske myndigheder og for styret i Kreml.
Lech Walesa gik frivilligt
Allerede natten til den 13. december var Lech Walesa blevet hentet af det hemmelige politi med ordene:
– Du må følge med. Jaruzelski vil tale med dig!
Folkene omkring den populære strejkeleder var villige til at bruge våben mod magthaverne, men Lech Walesa afviste al form for vold:
– Nu har de tabt, sagde Solidarnosc-formanden trøstende til sine tilhængere, da han blev kørt væk. Lech Walesa kom i husarrest.
Ingen kender dødstallet
Men det var ikke alle steder, at det gik lige fredeligt for sig. En lokal Solidarnosc formand ved kulminen Wujek i det sydlige Polen blev gennembanket af politiet, og 2.000 minearbejdere besatte kulminen i protest. Mange mistede livet. Der findes ingen præcise tal for, hvor mange mennesker der døde under krigsretstilstande, men de officielle tal fra dengang, siger at kun ni mennesker – politifolk og borgere – mistede livet. Den oplysning er dog for længst tilbagevist af sagkundskaben.
Tænder lys
Mandag aften fra klokken 19.30, tændes der lys i mange hjem, til minde om et af de sorteste kapitler i nyere polsk historie.