Den polske tilbagetrækning af udstyr fra Afghanistan går planmæssigt. 40 procent af udstyret er i dag tilbage i Polen. Foto: Polens forsvarsministerium.
GHAZNI: Polen er godt i gang med at trække sit militære udstyr hjem fra Afghanistan.
Polens militære engagement i Afghanistan lakker mod enden, og 40 procent af det polske militærudstyr er nu hjemme igen fra Afghanistan. Det bekræfter det polske forsvarsministerium over for Polens Radio.
Tusinder af tons
Det polske udstyr dækker blandt andet 180 pansrede mandskabsvogne, flere andre køretøjer og helikoptere. I alt skal flere tusinde tons udstyr transporteres fra Afghanistan hjem til Polen.
Efterlader civilt udstyr
Også det militære udstyr, der er udslidt og ikke længere kan bruges skal transporteres hjem. Det skønnes at udgøre 17 procent af det samlede udstyr.
De polske troppers ikke-militære udstyr vil dog blive overdraget til de afghanske myndigheder, når polakkerne trækker sig ud.
1.500 polske soldater
Polen har i øjeblikket 1.500 soldater udstationeret i Afghanistan i Ghazni provinsen som en del af den internationale ISAF styrke. Allerede i april i år vil de blive overført til den amerikanske base i Bagram, hvorefter de trækkes hjem til Polen senere i år.
I alt er 43 polske soldater blevet slået ihjel under krigen i Afghanistan.