GDANSK: Den 31. august 1980 underskrev Lech Walesa og de kommunistiske myndigheder, den historiske aftale der sluttede strejken.
Historisk aftale i 1980. I dag er det 41 år siden, at Lech Walesa med en hellig pen underskrev aftalen med de kommunistiske myndigheder, der for første gang blandt andet tillod frie fagforeninger i Polen. Det var første gang, at det kommunistiske magtmonopol blev brudt.
Siden 14. august havde 16.000 arbejdere i Gdansk – og mange andre steder i Polen – strejket for at få 21 krav opfyldt. Et andet af dem var, at der skulle opføres et monument til minde om det ukendte antal værftsarbejdere, der blev dræbt under en tilsvarende strejke samme sted – ti år tidligere. De tre kors er placeret foran den berømte værftsport. Aftalen betød også at blandt andet Lech Walesa blev genansat på værftet. Han var blevet fyret i 1976.
Læs mere om den historiske dag herunder med beskrivelsen af hvad der skete den 31. august 1980. Fra bogen: Balladen i Gdansk – vejen til et nyt Europa.
Forhandlingerne mellem vicestatschefen Jagielski og strejkelederen Lech Walesa startede igen lige før middag. De to parter og deres ekspertgrupper var alene i salen sammen med reportere fra polsk tv. Alle samtalerne blev transmitteret til en sal ved siden af, hvor der opholdt sig flere hundrede delegerede fra de virksomheder, der var med i strejken, samt en lang række journalister og observatører fra hele verden. De strejkende og deres støtter kunne også følge med via skibsværftets højtalere.
Lech Walesa indledte mødet med håbet om, at der kunne findes en løsning, men han krævede samtidig at få en redegørelse om de politiske fanger, der stadig var fængslet. Han lovede, at strejken ville være afblæst 3 til 4 timer efter, at de 21 krav var godkendt samt fangernes skæbner aftalt og dokumenteret. Viceregeringschef Jagielski fik ordet: ”Kan alle høre mig?
Jeg vil også gerne udtrykke min tilfredshed og forventninger om, at vores forhandlinger i dag vil føre til et godt resultat. Jeg betragter de 21 punkter som godkendt, til slut vil jeg komme med en tilkendegivelse, og derefter underskiver vi aftalen.”
Lech Walesa svarede: ”Det er i orden. Punkt 1 og 2 blev vi enige om i går, og punkt 3?” Bogdan Lis oplæste punkt 3, der handlede om presse- og ytringsfrihed. Jagielski bekræftede ordlyden, og der udbrød jubelscener i salen ved siden af og på skibsværftets store områder.
Punkt 4 handlede om frigivelse af politiske fanger, og her opstod der igen problemer. Jagielski tilsluttede sig punktet men ignorerede i første omgang kravet om at give informationer om navngivne fangers skæbne, men Lech Walesa fastholdt ham:
”Vi vil gerne vide noget om de arresterede. Folk kræver at få besked.” Jagielski undskyldte sig med, at han første lige havde fået listen med navnene, men Walesa brød ind og gjorde ham opmærksom på, at amtsborgmesteren fik listen allerede i går, hvortil Jagielski svarede:
”Borgmesteren informerede mig i går om, at han havde overgivet den til anklagemyndighederne. Jeg er regeringens repræsentant, og disse sager hører under anklagemyndighederne. Jeg kan forpligte mig til, at vi underskriver aftalen. Jeg taler med Warszawa igen og kommer tilbage med et konkret svar.”
Stadig usikkerhed om de fængslede
For Anna Walentynowicz, som var årsagen til strejken, var det svar ikke godt nok: ”Herr viceministerpræsident har garanteret sikkerheden for de strejkende og dem, der støtter os. Én af vores hjælpere har lært os at trykke, det kan vi ikke selv – vi er arbejdere. Og nu er han også arresteret.” En anden fra strejkekomiteen sagde til Jagielski:
”Hvis De, herr viceministerpræsident, har den gode vilje, hvorfor foregår der så stadig arrestationer? Vi har en liste med navne på vores folk, som stadig er fængslede.
Disse mennesker har i god tro hjulpet arbejderne. De blev sat på fri fod, og så blev de blevet arresteret igen.” Jagielski måtte på ny forsikre, at han var klar over sin opgave, og at han ville forelægge sagen i Warszawa for de centrale myndigheder, som han også selv var en del af.
Lech Walesa afsluttede punktet med at oplyse, at hvis ikke alle blev løsladt, så ville det blot udløse nye strejker. De 21 punkter blev gennemgået, og da Walesa kunne konstatere, at der var opnået enighed om alle punkterne, foreslog Jagielski, at aftalen blev skrevet under.
Lech Walesa havde andre planer og svarede: ”Jeg foreslår 20 minutters pause, og i den tid kan vi forberede en udtalelse. I mellemtiden kan I forhøre jer i Warszawa om de fængslede medlemmer.
Efter pausen kan vi underskrive aftalen i den store sal.”
Der skulle gå flere timer, før forhandlerne var klar til at gå ind i den store sal for at underskrive den historiske aftale. Men der blev skabt klarhed over de fængsledes skæbne, og det blev garanteret, at de alle ville være på fri fod inden for 24 timer.
Klokken 16.40 gik medlemmer af regeringskommissionen anført af Jagielski og de strejkende og deres ekspertgruppe med Lech Walesa i spidsen ind i den store sal. Den var fyldt til bristepunktet med delegerede og journalister, og den var tætpakket af tobaksrøg.
Stemningen var forventningsfuld og præget af en højtidelighed, som man ellers kun oplevede i den katolske kirke. Lech Walesa startede mødet og indledte med ordene:
”Jeg vil gerne endnu en gang takke herr viceministerpræsident Jagielski og alle de andre kræfter, der ikke ville tillade en løsning med magt. Vi har talt sammen som polak til polak, kun og udelukkende i forhandlinger med små indrømmelser, og sådan bør det være.
Vi forstår nu, at det trods alt er vores fælles sag, og at vi sammen må rejse alt det, som er blevet holdt nede. Vi må frem for alt føle os som herrer i dette land, føle os hjemme, og så vil vi arbejde.”
”Jeg, som I har vist tillid og stolet på, lover, at jeg vil gøre alt, for at det skal blive sådan. Og jeg ved, at I vil hjælpe mig. Og vi skal nok klare det,” sagde Lech Walesa, mens salen var ved at koge over af hyldest.
Jagielski ville også kommentere forhandlingerne og gjorde det med disse ord:
”Det har sandelig ikke været noget let arbejde, det har været vanskelige og seje forhandlinger, der har krævet store anstrengelser. Men de angik meget væsentlige problemer, de berørte både folk, der var til stede, og dem, der ikke var til stede, deres familier, deres nærmeste – koner og børn, venner og arbejdskammerater.
Vi har hele tiden under vores fælles arbejde bestræbt os på at forstå de intentioner, som dikterede jer. Vi er blevet stillet over for skarpe argumenter. Vi har også selv argumenteret. Vi har påpeget, hvordan situationen ser ud, hvilke muligheder der var, hvad man kan gøre, hvad man kan forpligte sig til, og hvad man derefter som følge heraf kan virkeliggøre.
Jeg bekræfter og står fast ved det, jeg har sagt: Vi har diskuteret som polakker – som landsmænd imellem.” ”Og der er en anden tanke jeg vil holde fast ved og pointere: Det gik først op for os under forhandlingerne, og vi er blevet bevidste om det.
Der er ingen vindere eller tabere, ingen sejrherrer eller besejrede. Det vigtigste faktum, man bør påskønne, er netop det, at vi er nået frem til en forståelse. Men den vigtigste garant for at virkeliggøre det, vi har opnået, er arbejdet og dets resultater.
Kun ved ærligt arbejde kan vi skabe de materielle goder, som vi bagefter kan dele. Landets øjne hviler på os. Lad os give et eksempel, lad os gå alle sammen, som det er blevet sagt her, til opofrende, ærligt arbejde. Jeg er helt overbevist om, at det vil være det bedste bevis på vores patriotiske hensigter som polske borgere, at vi ønsker på bedst mulig måde at tjene vores folks, vores socialistiske fædrelands – den polske folkerepubliks sag,” sluttede vicestatschef Jagielski.
Der udbrød klapsalver, som ingen ende ville tage. 22 underskrifter på aftalen Trods det store opbud var der ro i salen, da de historiske dokumenter blev lagt frem. Lech Walesa skrev under med en kæmpe kuglepen forsynet med et billede af paven. Det var en tilkendegivelse af den støtte, som den katolske kirke havde ydet til strejken.
De fire regeringsrepræsentanter og samtlige 18 medlemmer af strejkekomiteen skrev alle aftalen under.
I alt blev de 21 krav underskrevet af 22 personer. Da den sidste underskrift var sat, rejste forsamlingen sig op og klappede taktfast, mens de følelsesmæssige udbrud blandt arbejderne, der var holdt tilbage under den 18 dage lange anspændte og nervepirrende besættelse, nu fik frit løb.
De strejkende kunne atter komme hjem til deres familier og venner – og med udsigten til en bedre fremtid.
Redaktøren af bladet ”Solidarnosc” uddelte det seneste eksemplar af bladet, mens Lech Walesa fortalte forsamlingen, at det var den nye fagforenings blad. Imens forlod regeringsdelegationen værftet under taktfaste bifald fra de mange tusinder arbejdere og andre, interesserede der var mødt op for at følge afslutningen på forhandlingerne.
Strejken var forbi.
Skrevet af Radek Krajewicz og Jens Mørch
LINK: Bibliotekernes oversigt: Balladen i Gdansk
Uafhængige nyheder fra et frit dansk medie?
STØT polennu.dk – tryk her