ANALYSE: Kriseramt regering med en stribe møgsager

Kaczynski Polen
Partiformand Jaroslaw Kaczynskis parti Lov og Retfærdighed (PiS) har mistet sine særlige beskyttelse af politiet. Arkivfoto.

KØBENHAVN: Der er krisestemning i den polske regering, der har en stribe af uløste møgsager. Vi har kigget på ti af de mest presserende.


Det er i dag lykkedes Kaczynski-regeringen af kaste røgslør ud over de talrige møgsager, som regeringen står plantet solidt i. Det er sket ved beskeden om at den magtfulde partiformand Jaroslaw Kaczynski, trækker sig som vicestatsminister næste år. Beslutningen har i velovervejet stil, til formål at tage lidt af presset på Polen. Kaczynski anses i Bruxelles og andre steder i verden, som den store skurk bag alle konflikterne.

Reuters med nyhed

Og budskabet er da også udsendt gennem det regeringskontrollerede nyhedsbureau PAP, og derfra videre til blandt andet Ritzau og Reuters, som en stor nyhed. Men det er det næppe. Den er i al fald uden nogen politisk betydning. At Jaroslaw Kaczynski forlader posten som vicestatsminister ændrer intet i polsk politik. Hverken nu – eller når han efter eget udsagn forlader posten i begyndelsen af det nye år.

Minister for et år siden

Kaczynski blev vicestatsminister for et år siden i forbindelse med en anden krise og regeringsrokade. Før den tid bestemte han også, men han behøvede ikke at være i regeringen, for at kunne gøre det. Og sådan er det stadig. Derfor er det også fortsat Kaczynski, der bestemmer det meste i Polen. Det at han stopper som vicestatsminister – dem har Polen i øvrigt mange af – betyder blot at han slipper for en række formelle forpligtelser. I stedet vil han koncentrere sig om at planlægge den næste valgkamp. Det næste parlamentsvalg i Polen skal holdes senest i oktober 2023.

Krisemøde med møgsager

Mandag begyndte ugens krisemøder i partihovedkvarteret i Nowogrodzka. Her var alle de højtstående medlemmer af Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) samlet. Ingen af deltagerne så glade ud, hverken før eller efter møderne, siger kilder på stedet. Mandagen blev afsluttet med en time langt møde face to face mellem statsminister Mateusz Morawiecki og Jaroslaw Kaczynski. Det blev blandt andet aftalt, at der igen oprettes et sportsministerium, som ellers blev nedlagt for et år siden, og slået sammen med Kulturministeriet.

EU er vigtigst – eller pengene?

PiS-ledelsen har aftalt, at det nu er den polske ledelses højeste prioritet at nå til enighed med EU hurtigst muligt. Derudover er det blevet besluttet at øge implementeringen af de retsreformer, som strider mod retsstatens principper, og som vil udløse endnu mere vrede i Bruxelles. Kan virke lidt modstridende, men ikke desto mindre.

Men listen over problemer for Kaczynski-regering er endnu længere. Der er mindst ti punkter på listen, som regeringspartiet ledelse har drøftet med bekymring siden mandag.

Ti møgsager for Kaczynski-regeringen

EU-konflikter:
Konflikterne mellem Polen og Europa-Kommissionen har været i gang i flere år. Tonen er blevet skærpet de seneste måneder. Det er retsstaten og de frie medier, som EU langer ud efter. EU har tilbageholdt milliarder til Polen på grund af konflikterne, og den polske genopretningsplan er ikke godkendt. Seneste besluttede den polske forfatningsdomstol, at den polske forfatning står over EU-lovgivningen. Det har fået polakker i tusindvis på gaderne i mere end 160 byer søndag.

Konflikt med Tjekkiet om kulmine:
Tjekket har vundet EU-domstolens opbakning til at Polen skal stoppe udbygningen af Turow-minen. Domstolen har udvidet sanktionerne med dagbøder, der hver dag koster Polen over 2 millioner zloty. Polen udvider fortsat minen, og forhandlinger med tjekkerne er endt uden resultat.

Krise på grænsen til Hviderusland:
Der er tryk på grænsen til Hviderusland, hvor hundrede af illegale immigranter hver dag forsøger at komme til EU via Hviderusland og Polen. Regeringen har besluttet at bygge en mur. Der er stor kritik af de humanitære forhold langs grænsen, hvor der også er erklæret undtagelses tilstand. Den omfatter næsten 200 polske byer.

Konflikt med polakker om vaccine:
Polen er kun nummer 22 over lande i Europa, når det gælder covid-19 vaccinationer. Samtidig er smittetallene stigende, og sundhedsministeren anslår at der kan komme op mod 40.000 daglige smittetilfælde i december. Regeringen har ingen umiddelbare løsninger på problemet.

Rekordhøje prisstigninger:
Inflationen er den højeste i ti år og priserne stiger markant uge for uge. Det er især fødevarer og energi, der stiger med rekordfart. Polen hævede i sidste uge renten, til stor overraskelse for de fleste økonomer.

Protester fra bønder og landbruget:
Landmændenes protestorganisationer Agrounia vokser i styrke og omfang. De traditionelle PiS-støttere beskylder regeringen for at være forræderisk, og modarbejde landbrugets interesser. Bønder får mindre for deres varer, og en afrikansk svinepest raser, og udgør en stor trussel for mange af de polske svinebønder.

Konflikt med skolelærerne:
Lærerne er i protest, og har gennemført flere demonstrationer. De vil ikke acceptere regeringens ændringer af skolen, ligesom de vil have højere løn. Lærerne har talrige gange rejst kritik, og truet med nye strejker. De er også utilfredse med den polske undervisningsminister, som vil politisere undervisningen.

Konflikt med læger og andre grupper indenfor sundhed:
Læger kræver langt flere penge til sundhedsudgifterne. De har protesteret sammen med sygeplejerske, ambulancefolk og andre, for at få bedre forhold. Ikke mindst efter corona-pandemien, hvor hospitaler har fået ekstra midler, som ikke er gået til medarbejderne. Også på dette område lurer strejker.

Regeringskoalitionen er brudt sammen:
Den tidligere flertalsregering Forenet Højre, har mistet sit flertal. Det sker efter at Gowin-fløjen er trådt ud, og PiS leder nu efter andre til at sikre flertal i parlamentet. Udbrydere fra Gowins parti, er tilbudt store poster. Som en direkte følge af bruddet, får Polen en ny sportsminister i løbet af de kommende dage. Den post blev nedlagt for et år siden. I fremtiden skal regeringen finde sit flertal fra sag til sag.

ZUS-medarbejdere truer med strejke:
Offentligt ansatte – herunder ansatte hos den polske sygesikring ZUS, truer med strejke, hvis ikke de får en lønforhøjelse på 12 procent.

EU har første prioritet

Hvordan Kaczynski og hans stab vil løse de mange problemer, ved ingen præcist. Men sikkert er det efter mandagens krisemøde, at konflikten mellem Warszawa og Bruxelles skal stoppes, så Polen kan få de mange milliarder euro der står på konti hos EU. Om Kaczynski og hans folk kan løse konflikterne med Bruxelles, uden voldsomme indrømmelser, er næppe sandsynligt.

polennu.dk følger den dramatiske udvikling.

Støt polennu.dk!
Vælg mellem DKK 200,00 – DKK 500,00 – DKK 1.000,00