Barsk tv-debat mellem præsident-kandidater

    Lørdag skal medlemmerne af partiet Borgernes Platform (PO) afgøre om partiets gruppeformand i Sejmen, Komorowski (th.) eller udenrigsminister Sikorski skal være partiets kandidat til præsidentvalget i november. I går mødtes de til en tv-duel. Foto: Borgernes Platform.


    WARSZAWA: Søndag eftermiddag var der tv-duel mellem regeringspartiets kandidater til præsident-valget. Urafstemning på lørdag afgør hvem det bliver.


    I går eftermiddag tørnede regeringspartiet, Borgernes Platforms (PO) to kandidater til præsidentvalget sammen i en duel, som blev sendt direkte på polsk tv.

    Formanden for partiets gruppe i Sejmen, Bronislaw Komorowski og udenrigsminister Radek Sikorsk mødtes i en direkte tv-duel i går på Warszawa Universitets Bibliotek. Debatten mellem de to kandidater varede i 50 minutter.

    5 minutter og syv spørgsmål

    Kandidaterne fik hver fem minutter til at præsentere sig, og derefter svarede de begge på syv spørgsmål om national og international politik. Sikorski koncentrerede sig om Polens relationer til EU og udenrigspolitik generelt.

    – I dag drømmer jeg om et sikkert og velhavende Polen, sagde den polske udenrigsminister, og understregede betydningen af Polens aktive deltagelse på den internationale scene. – Hvis jeg bliver præsident, vil Europa se på Polen med nye øjne, sagde Sikorski.

    En præsident skal samle

    Komorowski sagde i sit indledende indlæg, at han vil være drivkraften i at skabe konsensus og samle Polen, hvis han blev præsident – og i modsætning til den siddende præsident Kaczynski, sagde Sejmen formanden.

    – Politik er tvist og konflikter, men en præsident skal udglatte disse konflikter, sagde han og fortsatte:

    – Det vigtigste mål for Polen er at indhente de ’gamle’ medlemmer af EU.

    Kandidaterne er udenrigspolitisk meget enige, både om relationerne til Rusland, moderniseringen af Polens væbnede styrker – ligesom de begge ville sikre udgifterne til Polens forsvar.

    Mindre magt til præsidenten

    Til et spørgsmål om den polske forfatning, mener begge kandidater, at præsidentens beføjelser skal begrænses. Især vetoretten som præsident Kaczynski gentagne gange har brugt til at blokere regeringens lovgivning, skal svækkes.

    Begge kandidater vil undgå pinlige situationer, som da præsidenten ikke ville underskrive Lissabon-traktaten og skrive under på formelle udnævnelser af diplomater.

    Om socialpolitik, sagde Komorowski:

    – Jeg var og er imod aktiv dødshjælp og dødsstraf. Jeg er imod abort. Komorowski sagde også, at han støtter gratis kunstig befrugtning til alle.

    Radek Sikorski sagde derimod, at en politiker ikke bør ligge under for den offentlige moral, og sagde at han også går ind for kunstig befrugtning, men kun til gifte par og fattige. Dermed ligger han på linie med Borgernes Platform officielle politik på området.