Champions League glippede for polske mestre i fodbold

legia_steua

Legia Warszawa røg ud af Champions League efter to uafgjorte kampe mod Steua Bukarest. Foto: Legia Warszawa


WARSZAWA: De polske mestre i fodbold, Legia Warszawa, var tæt på at kvalificere sig til Champions League, men et mål i sidste minut var ikke nok.


To hurtige rumænske mål slukkede reelt drømmen om de store kampe og store penge i Champions League for de polske fodboldmestre, Legia Warszawa.

Den afgørende kamp mod Steua Bukarest om at komme i gruppespillet i Champions League endte 2-2, og det var ikke nok for Legia.

Uafgjort i første kamp

I sidste uge spillede holdene 1-1 i Rumænien, og det betød, at vandt Legia opgøret i Warszawa, eller endte kampen 0-0, ville polakkerne gå videre

Allerede efter ni minutter så drømmen ud til at være bristet. Først bragte Stanciu det rumænske hold foran efter syv minutter, og to minutter senere lå bolden igen i Legias mål, sat ind af Piovaccari.

Udligning i overtid

De polske spillere og fans fik håbet tilbage, da Miroslav Radovic reducerede til 1-2 i det 27. minut. Desværre for Legia holdt den stilling næsten hele kampen ud. Først fire minutter inde i overtiden lykkedes det Jakub Rzezniczak at udligne til kampens resultat 2-2.

Det betød, at Steua Bukarest går videre på reglen om, at udebanemål tæller dobbelt i tilfælde af uafgjort. Legia Warszawa må nøjes med at spille i den mindre fine og mindre indbringende turnering Europa League.

Slask spiller torsdag

Torsdag skal et andet polsk hold, Slask Wroclaw, prøve at kvalificere sig til fortsat deltagelse i Europa League. Det bliver dog svært. Holdet møder Sevillla, som vandt den første kamp i Spanien med 4-1.