Danmark og Polen indgår ny sikkerhedsaftale

Danmark Polen
Ambassadør Ole Toft underskrev onsdag eftermiddag en ny aftale om sikkerhed med Polen. Her ses ambassadøren sammen med repræsentanten fra de polske sikkerhedsmyndigheder. Foto: Danmarks ambassade i Warszawa.

WARSZAWA: Ambassadør Ole Toft underskrev på Danmarks vegne onsdag, en ny sikkerhedsaftale mellem Polen og Danmark.


Danmark og Polen har onsdag den 8. juni underskrevet en ny aftale om sikkerhed og samarbejde. Det oplyser den danske forsvarsattache i Polen, Johnny Jespersen til polennu.dk.

Aftalen erstatter en aftale fra 1998, og udgør en ny milepæl i samarbejdet mellem Danmark og Polen, skriver ambassaden. Danmarks ambassadør i Polen, Ole Toft, underskrev aftalen på den danske regerings vegne.

Nye tider, ny sikkerhed

– Verden har ændret sig ganske radikalt siden 1998 på en lang række områder, og mere end nogensinde har vi brug for samarbejde mellem nationer, der deler værdierne frihed og demokrati, siger Danmarks forsvarsattache i Polen, Johnny Jespersen.

Det er nye vilkår, teknologier og krigen i Ukraine, der har øget behovet for at forny aftalen mellem København og Warszawa. Aftalen danner grundlag for samarbejde mellem både private og offentlige entiteter inden for forsvarsområdet.

Danmark og Polen har arbejdet tæt sammen på forsvarsområdet i mange år, blandt andet gennem det fælles dansk-tysk-polske NATO korpshovedkvarter i Szczecin, der i dag varetager en lang række NATO-opgaver.

Polen blev optaget som medlem af NATO i 1999.

LINK: NATO’s hjemmeside, dansk