Danmark vært for møde med landene omkring Østersøen

Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod vil ikke give efter for polske trusler mod EU om veto, for at fjerne en aftalt retsstatsmekanisme. Arkivfoto.

KØBENHAVN: Danmark vil opprioritere samarbejdet mellem landene omkring Østersøen, og har indkaldt til udenrigsministermøde på Bornholm i maj.


Den danske udenrigsminister Jeppe Kofod vil genoplive aktiviteterne i Østersørådet, som blev grundlagt i 1992 for at fremme fred og dialog i regionen. Medlemmerne af Østersørådet er de nordiske lande, de baltiske lande, Tyskland, Polen, Rusland og EU. Det første skridt tages på Bornholm i maj, hvor udenrigsministrene fra medlemslandene og EU er indkaldt til møde.

Topmøde på Bornholm

– Mødet bliver holdt på Bornholm, ”Østersøens perle”. Det har selvfølgelig en symbolsk værdi, at vi vil samle Østersølandene om bordet her midt i Østersøens blå bølger. Det er utvivlsomt den helt rigtige ramme for mødet, siger Jeppe Kofod, der selv er opvokset på Bornholm.

– Det er i dansk strategisk interesse at fremme samarbejde og stabilitet i Østersøregionen. Selvom rammebetingelserne har ændret sig siden Østersørådet blev skabt i 1992, er det stadig det eneste forum, hvor alle lande omkring Østersøen sidder med om bordet. Derfor mener jeg, at Østersørådet også i dag har en særlig eksistensberettigelse. Det forudsætter dog, at vi udnytter organisationen til at fremme politisk dialog, siger Danmarks udenrigsminister.

Blandt emnerne der er programsat, er bekæmpelse af organiseret kriminalitet, og debat og veje til hvordan dialogen mellem unge mennesker og politikere i regionen kan styrkes.

Danmark har formandskabet i Østersørådet frem til juli.