Danmarks næststørste lufthavn genåbnet efter bombetrussel

efter bombetrussel
Billund Lufthavn er lørdag aften genåbnet efter at have været lukket siden i formiddags efter bombetrussel. Nu skal de strandede passagerer sendes afsted. Foto: Anna Żuchlińska

BILLUND: Personalet i Billund Lufthavn gør klar til genåbning efter bombetrussel. Danmarks næststørste lufthavn har været lukket siden i formiddag.


Politiet meddeler lørdag aften, at personalet i Billund Lufthavn nu gør klar til genåbning efter bombetrussel.

Sydøstjyllands Politi har siden i formiddag dag været massivt til stede i Billund Lufthavn, hvor der blev anmeldt en bombetrussel mod lufthavnen. Politiet har undersøgt lufthavnen og vurderer nu, at den kan åbne igen. Lufthavnen er netop genåbnet.

Lufthavnen blev på baggrund af anmeldelsen evakueret, og siden har Sydøstjyllands Politi efterforsket hændelsen, hvor forsvarets ammunitions ryddere, bombehunde og efterforskere blandt andet har undersøgt anmeldelsen, oplyser politiet.

Fjernet genstand

Politiet har i den forbindelse fjernet en genstand, som politiet mistænker for at indeholde sprængstof. Det er endnu ikke endeligt klarlagt, om genstanden indeholder sprængstof, men politiet behandler genstanden, som om den indeholder en form for sprængstof. En kemisk prøve vil senere afklare endeligt, om der er tale om et sprængstof og i givet fald hvilken type, det er.

Bombehunde er nu færdige med at undersøge Billund Lufthavn, og efterforskere har sikret de spor, der skulle sikres. Sydøstjyllands Politi kan på baggrund af det fortælle, at det nu igen er sikkert at åbne for lufthavnen for rejsende.

– Vi har undersøgt lufthavnen og er nu færdige med vores arbejde, og vi kan nu melde ud til alle de rejsende, som venter på at komme til og fra Billund Lufthavn, at rejsende nu igen kan få adgang til Billund Lufthavn, fortæller politiinspektør Michael Weiss fra Sydøstjyllands Politi.

Mand i 30’erne anholdt for bombetruslen

Sydøstjyllands Politi har anholdt en mand i 30’erne. Manden oplyste selv politiet i lufthavnen om, at den genstand, han indleverede indeholdt sprængstof. Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen, hvor anklagemyndigheden forventes at anmode om lukkede døre.

Alene om ugerning

Hvad der er mandens motiv, er nu en del af det efterforskningen skal undersøge. Der er intet i den hidtidige efterforskning, der peger på, at den pågældende mand har arbejdet sammen med andre.

Det undersøges fortsat om hændelsen ved Nordmarksvej i Billund i nat har sammenhæng med hændelsen i Billund Lufthavn. Sydøstjyllands Politi vil søndag komme med flere oplysninger på X-twitter.

Billund lufthavn er Danmarks største lufthavn efter Københavns Lufthavn.

Efter bombetrussel! Vi har fravalgt at have en betalingsmur omkring polennu.dk for at kunne udbrede kendskabet til Polen mest muligt. Du kan støtte os i det arbejde økonomisk – det vil være en stor hjælp – f.eks. med et engangsbeløb på DKK 200,00 – DKK 500,00 eller DKK 1.000,00. Du kan også vælge et valgfrit engangsbeløb via MOBILEPAY 23435905.