KØBENHAVN: Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen rejser til Polen onsdag, det er god timing med en ny regering, siger ministeren.
Fire ministre rejser onsdag til Polen. Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler tirsdag:
– Timingen af besøget kunne ikke være bedre med en ny polsk regering, der bakker fuldtonet op om det europæiske samarbejde. Danmark og Polens forhold har sjældent været tættere, end det er i dag. I støtten til et frit og demokratisk Ukraine har vi stået skulder ved skulder, og samtidig samarbejder vi tæt om at styrke sikkerheden i Europa og Østersøområdet, udtaler Lars Løkke Rasmussen.
– Polen har et brændende ønske om at opnå større energi- og forsyningssikkerhed og er klar til at investere massivt i grøn energi. Med erhvervsfremstødet vil vi øge samarbejdet og konkret åbne døre for danske virksomheder, der sælger løsninger inden for energieffektivitet, biogas, klimavenlig landbrugsproduktion og grøn energi som havvind og power-to-x, siger Danmarks udenrigsminister.
Fire danske ministre i ambitiøst erhvervsfremstød
Et øget samarbejde om grøn omstilling og mere vedvarende energi er på dagsordenen i det danske erhvervsfremstød i Polen. Kong Frederik X deltager også, og det bliver hans første udenlands besøg som konge. Også forsvarsminister Troels Lund Poulsen, klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard samt minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen er med på turen, oplyser udenrigsministeriet.
Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen skal mødes med sin polske kollega, Radek Sikorski, der tidligere har været udenrigsminister og formand for parlamentet Sejmen. Ifølge programmet fra Kongehuset, er der ikke aftalt møder med den polske regeringschef, statsminister Donald Tusk.
Mange danske virksomheder
58 danske virksomheder deltager i fremstødet med udenrigsministeren og hans ministerkolleger, mens der kun er 38 virksomheder med i det erhvervsfremstød som Kong Frederik X deltager i.
Officielt: Det skal Kong Frederik X under besøget i Polen https://t.co/JX7Kv0yeSc via @polennu.dk #Polen #dkmedier #eudk @prezydentpl @PremierRP @KancelariaSejmu
— polennu.dk (@polennu) January 29, 2024